Sprog

KNR om sprogbrug: Vi kan gøre det bedre

Public service-stationen laver for ofte fejl under deres udsendelser på grønlandsk, mener en borger. KNR's direktør erkender, at KNR sprogligt ikke er dygtige nok

Public service-stationen laver for ofte fejl under deres udsendelser på grønlandsk, mener en borger

En vred Klaus Frederiksen fra Nuuk har i kraftige vendinger kritiseret KNR for deres brug af det grønlandske sprog. Det fremgik af et læserbrev i seneste nummer af avisen Sermitsiaq.

- Har Grønlands største medie tabt deres ansvar for at bruge det grønlandske sprog korrekt?, spørger Klaus Frederiksen.

Har forpligtelse
Han mener, at public service-stationen har et stort ansvar for at udtrykke sig korrekt på grønlandsk.

- KNR skal være med til at bevare det grønlandske sprog, og har ansvaret for at bruge de korrekte vendinger. Jeg er ikke i tvivl om, at betyrelsen i KNR ved, at de er forpligtet til det, men for mig at se har ingen i virksomheden magtet at ændre på det, siger Klaus Frederiksen.

Han kom i avisen med eksempler på, hvordan KNR bruger sproget forkert:

- KNR er under vejrudsendelserne på grønlandsk - helt fejlagtigt - begyndt at benytte forkerte vendinger på grønlandsk, fastslår Klaus Frederiksen, der også kritiserede Qanorooq for at bruge det grønlandske sprog forkert.

Oversættelser
Han mener, at det er kritisabelt, at public service-stationen ikke bruger de rigtige grønlandske ord.

- Det helt store problem er, at man oversætter for meget. Og jeg vil gerne vide, hvordan KNR forpligter sig til at forbedre sproget, lød det fra Klaus Frederiksen.

Samarbejde med Oqaasileriffik
Sermitsiaq.AG har sendt spørgsmålene til direktøren i KNR, Karl-Henrik Simonsen.

Han oplyser, at sprogkritikken er helt på sin plads.

- Ledelsen gør alt for at forbedre det grønlandske sprog dagligt, for vi er blevet kritiseret flere gange i de senere år.

Han oplyser, at to nyhedsredaktører er blevet sendt på kurser i grønlandsk, så kvaliteten kan blive forbedret.

- Og vi samarbejder med sprogsekretariatet Oqaasileriffik, som skal holde kurser for ansatte i KNR i hele 2017, siger Karl-Henrik Simonsen.

Et landsproblem

Han påpeger imidlertid, at problemet med at bruge det grønlandske sprog korrekt er et landsproblem.

- Afgangseleverne på folkeskolen har begrænsede sprogkundskab på grønlandsk, hvilket er et problem for journalist-uddannelsen. Og på den måde bliver KNR ramt, når vi ansætter grønlandske journalister, lyder det fra Karl-Henrik Simonsen.

Powered by Labrador CMS