høring på Christiansborg

KNAPK: Tiden er knap - vi vil af med forbuddet

- Der må og skal træffes fælles mål, der kan åbne op for retfærdighed og lige ret til livets opretholdelse, siger fungerende formand for KNAPK, Leif Fontaine

Arkivfoto af KNAPK’s fungerende formand og næstformand, Leif Fontaine
Offentliggjort

- Jeg håber, at vores stemme vil blive hørt, selvom vi ikke er så mange, og selvom vi lever langt væk herfra.

Sådan indledte KNAPK’s fungerende formand og næstformand, Leif Fontaine, sit oplæg, hvor han fortalte om sælfangst set fra en fangers synspunkt.

Det skete i forbindelse med torsdagens høring på Christiansborg om grønlandsk sælfangst, som Grønlandsudvalget i Folketinget havde inviteret til.

Læs: KNAPK: Så mange sælfangere har opgivet kampen

- Siden EU’s forbud mod import af sælskindsprodukter er den grønlandske eksport blevet ramt hårdt. Den europæiske lovgivning stempler sælfangst som amoralsk, og kun få forbrugere kender til den såkaldte inuit-undtagelse. Selv med den undtagelse fra forbuddet, der giver Grønland lov at sælge skind, er salget af sælskind til udlandet styrtdykket til 10 procent af, hvad vi solgte før forbuddet, sagde Leif Fontaine.

- 10 procent. Forestil jer, hvis den danske svineeksport faldt med 90 procent på få år. Det ville være et tab på næsten 30 milliarder om året.

Læs: Live-TV: Høring om sælfangst i Grønland

KNAPK: Forordningen er diskriminerende
Senere i sin, som varede cirka 15 minutter, slog Leif Fontaine følgende fast:

- I KNAPK har vi hele tiden været imod EU’s forbud. Vi mener, at forordningen er diskriminerende og skadelig. Sæljagt bliver stemplet som moralsk forkert, og selvom man har lavet en undtagelse, har man stadigvæk stigmatiseret selve jagten og dermed produkterne. Forestil jer, at det, du og dine forfædre har levet af i århundreder, bliver stemplet som forkasteligt og barbarisk. Det er sådan et stempel, vi føler, EU’s forbud sætter på vores fangst, fremhævede Leif Fontaine.

Afslutningsvis sagde KNAPK’s fungerende formand og næstformand til de tilstedeværende i Landstingssalen på Christiansborg:

- Jeg takker for jeres opmærksomhed og håber på, at Folketinget og den danske regering vil lytte til fangernes ønsker om oplysning, kompensation og i sidste ende afskaffelse af EU’s forbud. Grønland og Danmark bør arbejde tæt sammen nu. Der må og skal træffes fælles mål, der kan åbne op for retfærdighed og lige ret til livets opretholdelse. Et liv med ret til egne ressourcer og bæredygtigt erhverv, uanset hvor man bor i denne verden.

Læs hele Leif Fontaines tale via pdf-filen til højre for artiklen

Powered by Labrador CMS