Fiskeripolitik

KNAPK: Kruse er vor tids Rasmus Modsat

Fanger- og fiskeriorganisationen KNAPK er langt fra tilfreds med naalakkersuisoq for fiskeri og fangst Karl-Kristian Kruse, som de kalder Rasmus Modsat.

Henrik Sandgreen mener, at Karl-Kristian Kruse er i gang med at ødelægge fiskerierhvervet.

- Lige meget hvad fiskeriorgaqnisationen siger, så gør han det modsatte, lyder det fra formanden for KNAPK Henrik Sandgreen i en pressemeddelelse.

Ændringer hele tiden

- Ministeren bliver ved med at lave ændringer, som gør fiskerens udførelse af sit erhverv ringere, fastslår Henrik Sandgreen, der troede, at Kruses opgave var, ”at sørge for gode rammer som facilitererer erhvervets interesser, således at erhvervet kan stå bedst mulig i den globale konkurrence”.

Henrik Sandgreen mener, at Kruse i sidste ende står med ansvaret for indførelse af ressourceafgiften samt generelafgiften.

- I dag arbejder han som om han har i sinde, at fuldstændig ødelægge et ellers velfungerende rejefiskeri, om det er udenskærs eller indenskærs fiskeri er underordnet. Der siges at han gør det i spredning af ejerskabets navn. Desværre vil den politik føre til, at et absolut konkurrencedygtigt segment som generer betragteligt med kapital til en hungrende Landskasse bliver ødelagt, og det gør man for at give adgang til nye aktører, skriver formanden for KNAPK, der gør opmærksom på, at det i dag er frit for alle i Grønland, der har levet de sidste to år i landet, at stifte et selskab og dermed købe sig ind i rejefiskeriet.

Job på spil

Henrik Sandgreen mener, at fiskernes vilkår bliver langt ringere fra nytår, når to nye afgifter indføres, og det vil koste job i fiskeriet. Samtidig indføres obligatorisk pensionsopsparing, og Sandgreen spørger, hvordan fiskeren skal kunne finansiere den.

KNAPK’s tålmodighed er opbrugt, hedder det.

- Vi har en Naalakkersuisoq, som arbejder for at gøre forholdene ringere og ikke gør tingene bedre. Vi har ellers brug for en leder, der river barrierer ned og viser vej for en bedre verden for fiskerierhvervet, mener Henrik Sandgreen.

Powered by Labrador CMS