Af - Redaktion
14-09 2009 - 06:31
Selv om smeltende gletsjere og mindre havis gør Grønland til et af de steder i verden, som er mest berørt af klimaforandringerne, vil grønlænderne have lov til at forurene op til 14 gange mere end i dag, skriver politiken.dk.
Den nye landsstyreformand Kuupik Kleist truer med at afstå fra at tilslutte sig en ny global aftale på klimatopmødet i København i december, hvis Grønland ikke får lov at skrue op for CO2-udledningen.
- Skal man gøre sig nogen forestilling om en økonomisk vækst og deraf frigørelse fra danske tilskud, er det pinedød nødvendigt, at Grønland udvikler sig økonomisk, siger Kuupik Kleist til Politiken.
Grønland udleder i dag 650.000 ton CO2 om året (2007).
Det tal kunne ifølge Kuupik Kleist stige til 10 millioner ton, hvis selvstyrets drømme om at tiltrække nye industrier går i opfyldelse. Der er blandt andet indgået en aftale med den amerikanske virksomhed Alcoa Inc., som vil opføre et stort aluminiumssmelteværk.





For at kommentere, skal du registrere dig som bruger. Hvis du allerede har f.eks. en Facebook-profil, kan du let komme i gang bare ved at trykke på Facebook-ikonet (1).