Skip to main content

Iddimanngiiu Bianco: Det er mit drømmejob

Den kommende direktør for Destination East Greenland glæder sig til at udvikle turismen sammen med de lokale aktører

Der er nok at tage fat på, når Iddimanngiiu Bianco 1. december sætter sig i direktørstolen i turismeorganisationen Destination East Greenland. Så meget, at hun lige skal overveje et øjeblik, før hun kan svare på, hvad hendes vigtigste mål er.

- Frem for alt, skal jeg arbejde tæt sammen med de lokale aktører om at videreudvikle turismen i byderne og i selve Tasiilaq, siger hun til Sermitsiaq.AG.

Bygderne har hver deres smukke fortrin
Iddimanngiiu Bianco har hele sit liv boet Tasiilaq. Hun er uddannet som serviceøkonom med speciale i turisme.

- Det her job har stået som mit drømmejob lige siden jeg studerede, siger hun.

Et af hendes første prioriteter bliver at komme rundt til bygderne for at drøfte mulighederne med de lokale her.

- De har hver deres smukke særpræg, som vi skal slå på, siger Iddimanngiiu Bianco.

Hun nævner blandt andet Isortoq, som er ankomststedet, når folk har krydset indlandsisen fra Kangerlussuaq eller den smukke Sermilik Fjord, hvor Teniteqilaaq kan danne udgangspunkt for at udforske området.

- Jeg er virkelig spændt på at komme til bygderne.

Fuldt booket om sommeren
En anden udfordring er, at der er faktisk er fuldt booket på overnatningsstederne i højsæsonen.

- Min vision er at vi både arbejder på at udvide sæsonen og skaber mere kapacitet for overnatninger. Her vil jeg naturligvis arbejde tæt sammen med de lokale aktører.

Det er dog ikke blot de lokale kontakter, som hun lægger vægt på. Hun fortæller, at hun også har gode kontakter i Nuuk og ser frem til et godt samarbejde med Visit Greenland. Derudover peger hun også på betydningen af kontakter udenfor Grønland og her er især et land centralt for turismen.

- Jeg har gode kontakter i Island, og glæder mig til at udvikle samarbejdet med partnere her.

LÆS OGSÅ: Ny direktør for Destination East Greenland

Om sommeren har Air Iceland daglige flyvninger til Kulusuk, og i marts og april er  det fem gange om ugen.

Det er således ikke opgaver den nye direktør kommer til at mangle.

- Jeg glæder mig virkelig til at komme igang, siger Iddimanngiiu Bianco.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER