Storm: Air Greenland er ved at indhente stormens forsinkelser

Mange mennesker har siden fredag - hvor stormen på vestkysten begyndte at hærge - siddet fast forskellige steder i landet, primært i Kangerlussuaq, hvor felt-sengene måtte foldes ud. Men søndag var der en ekstra flyvning til Danmark og presset i Kangerlussuaq er mindsket, fortæller kommunikationskonsulent i Air Greenland, Paarnaq Hansen.

Stormen har nu lagt sig på vestkysten, men tågen har drillet flere steder i landet. Air Greenland arbejder søndag for at passagerne kan nå frem til deres destinationer efter forsinkelser og aflysninger, det fortæller Paarnaq Hansen, Air Greenland.

I Grønland er det vejret der bestemmer om hvorvidt man kan komme fra A til B.

Air Greenland har allerede torsdag informeret passagerne at der vil være aflysninger og forsinkelser på grund af den netop afsluttede storm, der har hærget på vestkysten.

- Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt fortælle i præcise deltaljer om hvor mange endnu sidder fast som følger af forsinkelser på grund af stormen. Der er stadig vejrlige forhold som ikke helt er med os. Eksempelvis har Nuuk været ramt af tåge, så vi har måttet vente på klar vejr til flyvning, fortæller Paarnaq Hansen og fortsætter:

- Men Air Greenland har sørget for ekstraflyvning fra Kangerlussuaq til Danmark, og dermed er de ventende passagerer blevet reduceret kraftigt i Kangerlussuaq.

Søndag stor flyvedag

PÅ grund af forsinkelserne og aflysningerne har Air Greenland søndag travlt med at sikre sine passagerer videre rejse til deres respektive destinationer.

- Selvom stormen er overstået, er der som sagt stadig stedvise udfordringer. I Nuuk har vi været nødt til at vente på at tågen har lagt sig, det betyder at der stadig er passagerer der venter på at nå frem til deres destinationer, men vi arbejder hårdt for at de også når frem, siger kommunikationskonsulent i Air Greenland, Paarnaq Hansen til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS