Storm Ludvigsen ikke værdig til at være kommunalpolitker

IA's stemmesluger, Storm Ludvigsen, og fem andre politikere er blevet kendt uvalgbare af Valgbarhedsnævnet. Det sker efter domme for vold, tyveri og dyremishandling.

Valgbarhedsnævnet har behandlet spørgsmålet efter valget til overgangsudvalgene den 8. april.

Nævnets beslutning betyder, at de to medlemmer Storm Ludvigsen, valgt for IA i Øst-Vest Kommunen, og Karl Tobiassen, valgt for Siumut i Nord Kommunen må erstattes af deres suppleanter. Det er henholdsvis Esmar Bergstrøm og Bernhard Olsen.

Derudover er fire suppleanter blevet erklæret uvalgbare.

Nævnets begrundelser er følgende:

Storm Ludvigsen
Storm Ludvigsen, der er valgt som medlem af overgangsudvalget i Øst-Vest kommunen, mistede sin valgbarhed. Nævnets afgørelse blev truffet på baggrund af dom af 10. oktober 2003 fra Grønlands Landsret, hvor Storm Ludvigsen blev idømt en betinget dom på et år for en overtrædelse af kriminallovens § 78, stk. 1 – hæleri ved at have modtaget 1.000,00 kr., som stammede fra et tyveri af i alt 10.696,00 kr. fra KNI Pisiffik, Nuuk den 1. november 2001 samt for at have været med til at bruge yderligere af de stjålne penge.

Han erstattes i overgangsudvalget af Esmar Bergstrøm, Inuit Ataqatigiit.

Karl Tobiassen
Karl Tobiassen, der er valgt som medlem af overgangsudvalget i Nord kommunen, og som er medlem af kommunalbestyrelsen i Uummannaq kommune, mistede sin valgbarhed. Nævnets afgørelse blev truffet på baggrund af et bødeforlæg af den 19. februar 2008 fra Politimesteren i Grønland for overtrædelse af kriminallovens § 65 – Dyrplageri, jf. Landstingslov nr. 18 af 301098 om Slædehunde m.v. § 28, stk. 1, jf. § 14 og § 15, stk. 1 og stk. 3 ved i en periode frem til onsdag den 26. september 2007 i Qaarsut, pr. Uummannaq at have vanrøgtet sine 18 slædehunde, idet han undlod at fodre og tilse hundene i tilstrækkeligt omfang, hvilket medførte, at en hund måtte aflives.

Han erstattes af Bernhard Olsen, Siumut.

Jensine Berthelsen
Jensine Berthelsen, der er valgt som stedfortræder til overgangsudvalget i Øst-Vest kommunen, mistede sin valgbarhed. Nævnets afgørelse blev truffet på baggrund af dom af 18. januar 2005 fra Sisimiut Kredsret, hvor Jensine Berthelsen blev idømt en betinget dom på et år for en overtrædelse af kriminallovens § 72 – tyveri ved den 5. februar 2004 på Hotel Sisimiut at have stjålet øl, sodavand, vin og spiritus til en samlet værdi af 1.598,00 kr.

Jim Riis
Jim Riis, der er valgt som stedfortræder til overgangsudvalget i Syd kommunen, mistede sin valgbarhed. Nævnets afgørelse blev truffet på baggrund af en dom af 28. juni 2005 fra Qaqortoq Kredsret, hvor Jim Riis blev dømt for overtrædelse af kriminallovens § 60 – vold.

Inuaraq Petersen
Inuaraq Petersen, der er valgt som stedfortræder til overgangsudvalget i Nord kommunen og som sidder i kommunalbestyrelsen i Aasiaat, mistede sin valgbarhed. Nævnets afgørelse blev truffet på baggrund af en dom af 23. november 2007 fra Grønlands Landsret, hvor Inuaraq Petersen blev dømt for overtrædelse af kriminallovens § 60 – vold.

Elias Larsen
Elias Larsen, der er valgt som stedfortræder til overgangsudvalget i Nord kommunen, mistede sin valgbarhed. Nævnets afgørelse blev truffet på baggrund af et bødeforlæg af den 3. oktober 2007 fra Politimesteren i Grønland for overtrædelse af kriminallovens § 65 – Dyrplageri, jf. Landstingslov nr. 25 af 181203 om dyreværn § 27, jf. § 3 og § 5 samt Landstingslov nr. 18 af 301098 om Slædehunde m.v. § 28, stk. 1, jf. § 1 ved forud for den 29. september 2006 på en hundeplads i bygden Nuussuaq, pr. Upernavik, at have vanrøgtet 20 slædehunde tilhørende en anden person, idet han undlod at fodre og vande hundene i tilstrækkeligt omfang, hvilket medførte, at to af dem måtte aflives.

Powered by Labrador CMS