udvalgsrejser

Kommunale udvalg kan rejse for 550.000 kroner i år

I de resterende fem måneder kan politikerne i hovedstadskommunen rejse på inspirationsture for et samlet beløb på 550.000 kroner.

Politikerne i Kommuneqarfik Sermersooq har fået præciseret retningslinjerne i forbindelse med udvalgsrejser.

Den konstituerede kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen har fremlagt de præcise retningslinjer for udvalgsrejser i perioden 2017 til 20121.

To rejser årligt

Der er lagt op til, at udvalgene hvert år kan foretage to rejser. Det ene år holdes begge rejser inden for kommunegrænsen, det næste år kan den ene rejse foregå uden for kommunegrænsen.

- Retningslinjerne skal sikre koordinering af udvalgsrejser i de større byer i kommunen, bidrage til de folkevalgtes indblik i og viden om de større byer, samt give anledning til at indhente inspiration fra andre dele af landet eller udlandet. På udvalgsrejserne er der desuden mulighed for, at udvalget kan fordybe sig og fokusere på det konkrete fagområde, hedder det i sagsfremstillingen til politikerne.

Det pointeres også over for politikerne i hovedstadskommunen, at man vægter ”møde med borgerne i byen som besøges, ligesom det skal prioriteres at udvalget kommer på institutionsbesøg i den pågældende by”.

Penge til overs

Da halvdelen af kalenderåret er gået forventer Lars Møller-Sørensen ikke, at det budgetterede beløb på 550.000 kroner når at blive anvendt.

Økonomi- og Erhvervsudvalget må på et år rejse for 175.000 kr. De øvrige udvalg har en beløbsramme på 125.000 kroner. Der er dog en undtagelse. Udvalg for Børn og Skole og Udvalg for Børn og Familie skal i år deles om 125.000 kroner, mens man fra næste år og frem får 125.000 kroner hver at rejse for. Det skyldes, at man i forbindelse med konstitueringsaftalen til kommunalvalget besluttede at dele forvaltningen og det politiske udvalg op i to.

Powered by Labrador CMS