Spritny skole indviet

En ny folkeskole står nu færdig i Innaarsuit.

Den nye skole hedder Innaarsunni Atuarfik og kan rumme elever fra 1. – 9. klasse.

Borgere og ikke mindst skolebørnene i Innaarsuit kan glæde sig over en ny skole i bygden.

Eleverne har allerede taget de nye lokaler i brug, og skolens lærere glæder sig over de nye omgivelser, skriver Avannaata Kommunia om den nye skole, der også vækker begejstring hos skoleleder Pia Kristensen:

- Jeg er glad for den nye skole, og jeg håber det bliver mere attraktivt at søge job her, udtaler skolelederen.

Skolen hedder Innaarsunni Atuarfik og kan rumme elever fra 1. – 9. klasse. Kommunen oplyser, at den blev officielt indviet onsdag d. 13. december 2023, hvor fire elever klippede den røde snor over.

- Vigtigt med attraktive forhold i bygderne

- Det er vigtigt, at der er attraktive skoleforhold også i bygderne, så folk får lyst til at blive boende. Så vi er meget glade for, at den nye skole nu står klar, og vi kan tilbyde inspirerende omgivelser til både elever og lærere, udtaler formand for Udvalget for Udvikling i Avannaata Kommunia, Lena Ravn Davidsen (D).

Kommunen oplyser, at der i dag er to lærere og en timelærer ansat på skolen, hvor 17 elever går i skole. Der er også en lærerstuderende, som går på fjern-seminarium.

Kommunalbestyrelsen bevilgede tilbage i 2020 midlerne til den nye skole, som over fire år har kostet 17 millioner kroner.

Den gamle folkeskole i Innaarsuit skal ifølge kommunen fortsat bruges til kirkerum.

Powered by Labrador CMS