Johan fik talentprisen

Prisen som Årets Idrætsmand i Narsaq blev ikke uddelt i år. Til gengæld blev talentprisen givet til fodboldspilleren Johan Markussen.

Fodboldspiller Johan Markussen fik talentpris. Foto: Narsaq Foto

Narsaq uddelte priser til sine idrætsfolk søndag den 13. december. I år sprang man dog hovedprisen som Årets Idrætsmand over. Der var ganske enkelt ingen egnede kandidater, siger fritidskonsulent i Narsaq, Vittus Poulsen.

- Prisen som årets idrætsmand er en hæder man skal gøre sig fortjent til, og blandt idrætsklubbernes indstillinger fandt vi ingen erfarne, prisværige og knalddygtige idrætsfolk vi umiddelbart kunne pege på, siger Vittus Poulsen.

I stedet uddelte man talentpriser til børn og unge. Den største gik til den 14-årige fodboldspiller Johan Markussen fra den meget vindende klub N-85.

Johan Markussen får prisen fordi han tager sin sport alvorligt, passer sin træning og er et godt eksempel for sine kammerater i sportsklubben.

To diplomer gik til børneholdene i badminton- og Tae Kwondo. I følge Vittus Poulsen overvejer man i Narsaq at indføre talentpriser til børn og unge som en fast tradition.

Prisuddelingen foregik i Idrætshallen med underholdning i form af korsang, dans, opera og Tae Kwondo-opvisning, og trods regnvejr og meget glat føre var rigtig mange af byens borgere mødt op, fortæller fotograf John Rasmussen.

Powered by Labrador CMS