Diplomater: USA offentliggør i dag sin støtte til Grønland

USA forventes torsdag at offentliggøre planer om investeringer og øget diplomatisk tilstedeværelse i Grønland.

Allerede først på ugen annoncerede den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, at USA snart ville poste penge i Grønland.

USA ventes torsdag at annoncere en investering i Grønland på mindst 12 millioner dollar. Det svarer til 82 millioner kroner.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Nyhedsbureauet citerer både amerikanske og europæiske diplomater for, at meldingen ventes torsdag.

Forventningen er, at den amerikanske præsident Donald Trumps administration også vil annoncere en øget diplomatisk tilstedeværelse i Grønland.

Det skal ske med åbningen af et nyt kontor for international udvikling, som skal ligge i det nye amerikanske konsulat i Nuuk, som USA er i færd med at åbne.

Torsdag ventes også den grønlandske regering, Naalakkersuisut, at melde noget ud om samarbejdet, skriver AP.

Allerede først på ugen annoncerede den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, at USA snart ville poste penge i Grønland.

Hun har ifølge AP oplyst, at USA ville tilbyde "en betydelig økonomisk hjælpepakke" til Grønland, som er USA's "foretrukne partner i Aktis".

Onsdag lød det i flere medier, at investeringen ville lyde på 82 millioner kroner.

Powered by Labrador CMS