Fejrer jubilæum med container-kunst
Napa fejrer sit 25-års jubilæum med containerkunst sejlet til Grønland fra Island, Finland, Åland og Færøerne
I forbindelse med Napas 25-års jubilæum 1. september 2012 åbner kulturorganisationen containerudstillingen ’Norden Rundt – Kunst fra Iskantens Rand’.
Fem containere er blevet fyldt med kunst af unge fra Åland, Færøerne, Island, Finland og Grønland. Napa har inviteret de unge kunstnere til Grønland, så de selv kan åbne containerne, møde hinanden og udveksle erfaringer.
Et land på container
- Vi har bedt fem kunstskoler i Norden om at putte ’deres land’ i en container. På den måde er Norden Rundt – Kunst fra Iskantens Rand et samlet udtryk for ungdomskunst i Norden. Jeg håber både, vi her kan lære noget om Åland, Finland, Færøerne og Islands ungdomskunst, men også at landene i resten af Norden lærer noget om Grønlands ungdomskunst, siger Napas direktør, Leise Johnsen i en pressemeddelse.
Containere er ifølge Napa en fast del af den globale logistik og i Grønland er det hjemmevant at transportere alt med skib. I Norden Rundt-containerne er det dog ikke knækbrød og toiletpapir, som er til skue. Derimod har de unge kunstnere arbejdet med alt fra huse af tændstikker til hvalrosser i papmache.
Godt alternativ
- Vi mangler i høj grad udstillingslokaler i Grønland. Men hvis man går en tur heroppe, ser man containere alle vegne, og derfor opstod idéen med at bruge indersiden af containerne til det, forklarer Leise Johnsen.
Projektet er et tæt samarbejde med Napas søsterinstitutioner Nordens Hus i Reykjavik, Nordens hus på Færøerne, Nordens institut i Finland og på Ålandsøerne samt Royal Arctic Line og Kommuneqarfik Sermersooq her fra landet.
Efter åbningen kan containerne ses frem til søndag den 9. september, hvorefter de sendes på turné i resten af Norden og efterfølgende i Grønland.
Nordisk navneskulptur
Ud over containerudstillingen arrangerer Napa i forbindelse med jubilæet en workshop, hvor alle Nuuks børn kan mødes med de unge nordiske kunstnere.
- Det er meget vigtigt, at vi skaber en mødeplads for de unge her i landet og de unge vi får på besøg fra Norden, så de kan inspirere og lære af hinanden. Det er i høj grad det, hele det nordiske samarbejde handler om, at bygge bro til nye muligheder, understreger Leise Johnsen.
Sammen skal børnene i Katuaq skabe en skulptur af noget så diffust som deres egne navne. Idéen er at hvert barns navn skal flettes sammen med de andres og på den måde vise de forskellige nordiske landes sproglige særpræg og historie.
Lærerigt møde
- Hvert barn kommer til at samarbejde med nogen fra et andet land og skal prøve at fortælle om deres navns oprindelse og betydning. Tanken er at få et lærerigt møde mellem børnene og få dette møde til at manifestere sig skulpturelt, forklarer direktøren.
Efter workshoppen kan navneskulpturen ses i Katuaqs foyer frem til tirsdag den 4. september.
Ved åbningen af containerudstillingen er der efterfølgende kaffemik 1. september, mens arbejdet med navneskulpturen finder sted 2. september.