Rødt kort til topscorer

Dramatik og overraskelser i håndbold-GM. Se resultater.

N

NÛKs topscorer Karen Marie Kyed Meyer, der også er topscorer i damernes turnering, fik det røde kort onsdag aften, da en hård takling mod Najaaja Lyberth fra GSS blev takseret med en diskvalifikation. Dommerne skal nu tage stilling til om Karen Marie Kyed Meyer, oveni i det røde kort, også skal have karantæne.

Det var et meget tæt opgør mellem GSS og NÛK hos damerne, hvor NÛKs chancer afhænger meget af en sejr over GSS efter nederlaget mod SAK fra Sisimiut.

GSS vandt kampen med 20-19 efter at have været foran med 9-7 ved pausen. Udvisningen af Karen Marie Kyed Meyer faldt tidligt i kampen. Men resten af holdet kæmpede videre og det var faktisk en lille overraskelse at NÛK tabte med kun et mål uden sin topscorer. Det skal dog også nævnes, at GSSs angrebsdynamo Andrea Andreassen sad udenfor med en ankel skade, og det er endnu uvist hvornår hun bliver klar.

K-33 fra Qaqortoq vandt sikkert hos damerne, hvor de slog Nagdúnguak fra Ilulissat med 23-17 efter 14-7 ved pausen. Der var heller ingen spænding om kampens udfald da SAK fra Sisimiut og Kâgssagssuk fra Maniitsoq mødte hinanden, hvor SAK vandt med 45-15.

Overraskelse hos herrer
Der blev plads til en overraskelse hos herrerne, da SAK slog K-33 med 39-24. Det blev betragtet som en overraskelse fordi K-33 slog sidste års mestre fra Nagdlúnguak med et mål tirsdag eftermiddag. Den anden del af overraskelsen var også, at målforskellen blev så stor.

Nagdlúnguak mødte Aqissiaq fra Maniitsoq hos herrerne, som de slog med 43-32. Der var til gengæld tale om en ægte håndboldgyser, da lokalrivalerne fra NÛK og GSS mødte hinanden. De to hold fulgtes ad fra start til slut. Kampen sluttede 21-21 efter 10-10 ved pausen.

Kampens resultat betyder, at NÛK skal vinde de to næste kampe mod Aqissiaq fra Maniitsoq og K-33 fra Qaqortoq. NÛK får formentlig ingen problemer mod Aqissiaq, der er det svageste hold hos herrerne. Der bliver til gengæld tale om et meget åbent opgør mod K-33 fra Qaqortoq fredag aften.

Onsdagens resultater:
K-33 - SAK (herrer) 24-39
Nagdlúnguak - Aqissiaq (herrer) 43-32
Nagdlúnguak - K-33 (damer) 17-23
NÛK - GSS (damer) 19-20
NÛK - GSS (herrer) 21-21
SAK - Kâgssagssuk (damer) 45-15

Torsdagens program:
Kl. 12.00 GSS - SAK (damer) Inussivik
Kl. 15.00 Nagdlúnguak - SAK (herrer) Inussivik
Kl. 16.30 GSS - K-33 (herrer) Inussivik
Kl. 18.00 K-33 - SAK (damer) i Godthåbhallen
Kl. 18.00 NÛK - Kâgssagssuk (damer) Inussivik
Kl. 19.30 NÛK - Aqissiaq (herrer) Inussivik
Kl. 21.00 GSS - Nagdlúnguak (damer) Inussivik

Powered by Labrador CMS