Toplinien øges i Grønlandsbanken

Trods kurstab kommer Grønlandsbanken ud med et tilfredsstillende halvårsregnskab med et overskud på kr. 36 mio.

Foto: Leiff Josefsen

Resultatet for det første halve år viser at banken har øget indtægterne og samtidigt formået at holde driftsomkostningerne nede.

Resultatet før kursreguleringer og nedskrivninger på lån blev på kr. 55 mio. mod kr. 50,5 mio. i samme periode sidste år.

- Det er et tilfredsstillende resultat, siger bankdirektør Martin Kviesgaard og uddyber:

- Årsagen til at resultatet ikke er lige så godt som sidste år, er dels kursreguleringer hvor vi i år har haft et kurstab, mens vi sidste år havde en positiv kursregulering. Dels Amagerbankens og Fjordbank Mors’ konkurs hvor vores andel til sektorens betaling var kr. 4,8 mio.

Grønlandsbankens kreditværdighed også kaldet solvens er fortsat stærk. Bankens solvensprocent er ved udgangen af 1. halvår 2011 øget til 20,1 %, hvilket er mere end det dobbelte af lovens krav.

- Vi er særligt tilfredse med at både indlån og udlån er stabile og at der på trods af lavkonjunktur har været en lille vækst det seneste år, siger Martin Kviesgaard

- Det er særligt mange nye privatkunder, der er med til at give en ganske tilfredsstillende udvikling.

Grønlandsbankens udlån udgjorde kr. 2,9 mia., hvilket er en lille stigning, mens bankens indlån siden årets start stort set er uændret med kr. 3,4 mia.

Grønlandsbanken fastholder forventningerne til årsresultatet og regner med et resultat før kursreguleringer og nedskrivninger på kr. 95-115 mio. mod kr. 108 mio. i 2010.

Powered by Labrador CMS