Nye EU-millioner til Tusass A/S

EU har besluttet at uddele lidt over 4 millioner euro til Tusass A/S. Beløbet svarer til 31,4 millioner kroner.

EU har netop afsløret, hvem der modtager støtte til digitale projekter, og ud af 42 projekter er det lykkedes for Tusass at få bevilget 31,4 millioner kroner.

- Hensigten med donationen er at hjælpe til med at få udbygget infrastrukturen, hvor det er svært at gennemføre en markedsbaseret udrulning, oplyses det i en pressemeddelelse fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

Mindske sårbarhed

Pengene er øremærket det store søkabelprojekt (Tusass Connect 2), hvor det er planen at etablere et ekstra søkabel, så landet ikke bliver så sårbar ved nedbrud eller sabotage. Et søkabel, der skal etableres fra Qaqortoq i syd til Ilulissat i nord.

- Det skal øge forsyningssikkerheden for data ved at skabe alternativ kabelføring ved øget efterspørgsel efter kapacitet, eller hvis eksisterende søkabler beskadiges. Projekterne skal gøre den europæiske dataforsyning uafhængig af strækninger igennem andre lande, bliver det forklaret i pressemeddelelsen.

Dobbelt op sidste år

Sidste år modtog Tusass A/S 66 millioner kroner fra EU, som er gået til at finansiere forarbejdet med at analyse havbunden langs den grønlandske vestkyst, så man kan finde frem til den bedste linjeføring af det nye kabel. Det arbejde nærmer sig sin afslutning.

Powered by Labrador CMS