Jagtbetjente på spil i syd
IA stiller spørgsmål til naalakkersuisut om blandt andet mulighed for at indføre en eller flere jagtbetjente i Sydgrønland
Debora Kleist, medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit. Foto: Leiff Josefsen
Medlem af Inatsisartut Debora Kleist, Inuit Ataqatigiit, stiller nu følgende paragraf 37-spørgsmål, som handler om jagtbetjente i Sydgrønland og forbedring af tilsynet af loven om fangst:
- Har naalakkersuisut planer om at ansætte en jagtbetjent i det sydligste Grønland i den nærmeste fremtid?
- Hvilke planer har naalakkersuisut for at forbedre forvaltningen, hvis man ikke har tænkt sig at ansætte flere jagtbetjente i det sydligste Grønland?
- Hvilke initiativer påtænker naalakkersuisut at fremlægge vedrørende forbedring af tilsynet af loven om fangst?
Debora Kleist begrunder sine spørgsmål således:
- Inuit Ataqatigiits grundholdning inden for brug af de levende ressourcer er bæredygtig brug. Dette forudsætter, at forvaltningen af ressourcerne prioriteres. Af den grund er det vigtigt, at der i den sydligste del af Grønland forstærkes en indsats på området, da det vil understrege vores fiskeri- og fangstpolitik.
- Jeg kan ikke undlade at nævne den regionale udviklingsstrategi, hvor en god forvaltning af de levende ressourcer vil være fremmende for udviklingsstrategiens succes, siger Debora Kleist.
- Vi må huske på, at der er rensdyropdræt, planer om udsættelse af moskusokser og mulighed for at kunne udvikle fiskeriet. Og derudover er der adskillige fangststeder og ørredelve. For at være sikker på, at det er der, udviklingen sker, er det vigtigt, at forvaltningen af disse ressourcer også følger med udviklingen.