dansk håndbold

Jakob Larsen forlænger med GOG

GOG og Jakob Larsen har nu papirer på hinanden for yderligere to år

Jakob Larsen kan se frem til endnu to år som cheftræner i GOG

Det har ligget i kortene længe, men nu er det en realitet. GOGs spillende direktør Kasper Jørgensen fortalte til pressen under den TV-transmitterede kamp mellem GOG og Aalborg Håndbold i Aalborg torsdag aften, at klubben har forlænget aftalen med cheftræner Jakob Larsen for yderligere to år. Kontrakten løber nu til sæsonafslutningen medio 2016.

Jakob Larsen kom til GOG som træner i foråret 2012, hvor klubben spillede i 1. division og deltog i oprykningsspillet. Dengang glippede oprykningen, så klubben måtte tage endnu en sæson i 1. division. Med Jakob Larsen ved roret vandt GOG året efter suverænt 1. division. Led i hele sæsonen kun et enkelt nederlag og rykkede direkte op i Håndboldligaen.

GOG har i den første sæson spillet rigtig flot håndbold og vil med point på lørdag over TMS Ringsted kvalificere sig til det eftertragtede slutspil, hvor de otte bedste danske klubber skal kæmpe om det danske mesterskab.

Læs: Har du set Jakob Larsen i 'Arvingerne'?

Ikke i tvivl
- Jeg er rigtig glad for, at det er faldet på plads. At være træner på det her niveau kan jo være et lidt usikkert job, så endnu to år i en klub, som mit hjerte brænder for, er dejligt, siger Jakob Larsen til Sermitsiaq.AG.

- Jeg har bortset fra afstikkere til spansk og fransk håndbold og et par år som spillende træner i nu lukkede HC Fyn været tilknyttet GOG i 17 år. GOG er bygget op omkring gode og traditionelle værdier, som altid har passet mig fint. Vi har en fantastisk trup, som slet ikke har toppet endnu, så jeg glæder mig til fortsættelsen og har slet ikke været i tvivl om, at det er det her, jeg vil. De to sidste år, som cheftræner i GOG har været nogle af mine bedste år i håndboldverdenen, fortæller Jakob Larsen.

Powered by Labrador CMS