Ny film: Mens vi venter på Alcoa

Dokumentarfilmen 'Håbets Ø' følger tre personer fra Maniitsoq igennem ti år

Den nye dokumentarfilm 'Håbets Ø' handler ikke om Alcoa. Den handler om den forgæves venten på Alcoa, fortalt igennem tre hovedpersoner, som vi kommer meget tæt på i løbet af filmen.

Der er den unge Kirsten, der arbejder på fiskefabrikken og kæmper med at finde et mål for sit liv. Der er Peter, der er kommunens aluminiumkonsulent, men har mere end almindelig svært ved at få kontakt med ledelsen i Alcoa. Og der er misbrugskonsulenten Gideon, der bærer på sine egne dæmoner.

I starten beskrives den eufori, det udløser, da den amerikanske gigant Alcoa meddeler, at den vil investere i et alumiumsmelteværk i Maniitsoq. Milliardinvesteringen skal ikke blot bringe velstand og arbejdspladser til byen, den skal også være et stort skridt i retning af selvstændigheden.

Forgæves venten

Men allerede da vi for alvor møder vores tre hovedpersoner, starter ventetiden i virkeligheden. En ventetid som i det mindste seere med et kendskab til Grønland på forhånd ved, er forgæves. Filmen beskriver stilfærdigt, den stilstand og nærmest kvælende passivitet, som denne venten på hjælpen udefra udløser.

Kirsten forsøger at finde et mål for sit liv

I sin fortælleform og sit billedsprog formår filmen at indfange denne stilstand, og den virkning den har på byen og dens indbyggere. Der er i lange passager ikke meget ydre handling i filmen. Alcoa viser sig aldrig.

På den måde læner den sig op af Samuel Beckets teaterstykke, hvor to vagabonder venter på Godot og udmaler sig, hvor godt alt bliver når han dukker op - alt i mens håbløsheden breder sig.

Indre handling

Men i modsætning til de to vagabonder, så sker der faktisk en udvikling med Kirsten, Gideon og Peter i løbet af de ti år, som vi følger dem. For det der ikke er af ydre handling, foregår i personernes opfattelse af tingene, af deres eget liv og deres håb. Det er med deres stemme historien bliver fortalt. Og de fortæller meget åbenhjertigt - også om de ting, der er smertefulde, tabubelagte og tunge.

Gideon (tv) fortæller Peter om nogle af de tunge ting, som han har været igennem.

Det er deres erindringer, tanker og refleksioner, der bærer filmen. Og i sidste ende sætter deres indre udvikling også for dem hver især handling i gang.

Men samtidig er den også en fortælling om Maniitsoq og på et andet plan også om hele Grønland.

På den måde ender det med nok så meget at være en film om håb, som om håbløshed.

Håbets Ø er instrueret af Sturla Pilskog og Sidse T. Larsen. Den er produceret af Blåst Film i samarbejde med Ánorâk Film og Bullit Film.

Den får premiere ved filmfestivallen Cph Dox 21. marts.

Powered by Labrador CMS