Narsaq

Vandrepokalen er gået sin vej

Årets sportsmand i Narsaq må ind til videre undvære sin pokal

Pavia Peter Fontain med sit diplom

Pavia Peter Fontain blev søndag hædret som Årets Sportsmand i Narsaq.

Men han må dog vente med at modtage den traditionelle vandrepokal i forbindelse med æren. For pokalen er blevet væk. Og den nye pokal, der var bestilt, var endnu ikke nået frem til overrækkelsen.

Bred indsats
Det ændrer dog ikke noget ved, at Pavia Peter Fontain modtager anerkendelsen på baggrund af en bred indsats. Som sportsmand har han opmuntret andre sportsfolk til at komme til træning, og han har også været blandt de mange personer, der har fremmet N-85 Håndbold. Og endelig er Pavia Peter Fontain en aktiv fod- og håndboldspiller, lyder skudsmålet.

Årets træner
Peter Enoksen blev kåret som årets træner for sin store indsats med byens Taekwon-do hold.

Talentpris
Talentprisen gik til N-85’s U-14 fodboldhold for deres resultater ved GM i futsal, hvor mange timers træning har skabt resultater.

Holdet består af Børge Karlsen, Avataq Motzfeldt, Maligiaq Frederiksen, Johannes Thomassen, Aqqa Lynge, Tina Petersen, Augusta Aronsen, Marie Kielsen samt træner Georg Poulsen.

Opmuntringspris
Arctic Sport Narsaq fik opmuntringsprisen, Kajumissaat, for opstart af den nye iniut games sport i Narsaq, og deres resultat ved GM 2015 for nyligt. Det var Mona Fontain, der modtog prisen, da stifter og leder af Arctic Sport Narsaq, Heidi Kielsen, var ude at rejse.

Ærespris
Der blev også uddelt en ærespris til ægteparret Adolfine og Sebulon Poulsen for deres over 50 års indsats i foreningsarbejdet i Sydgrønland.

Godt besøgt
Mange af byens indbyggere havde lagt vejen forbi Narsap Timersortarfia, hvor kommunen trakterede med kaffe og kage i forbindelse med uddelingen af priserne.

Folkedans
Der var underholdning med korsang, og Oleeraq Nielsen og hans musikskoleelever gav guitarkoncert. Benjamin Kielsen og Jens Thorin sang og spillede julesange. De ældres sportsforning Arpaligaat lavede motionsopvisning, og til sidst optrådte Narsami Kalattoortartut Peqatigiiffiat med forrygende folkedanse, der næsten kunne tage pusten fra enhver.

Se stort galleri: Årets sportsfolk kåret i Narsaq

Powered by Labrador CMS