Siumut: Selvstændighed har lange udsigter, når man siger nej til vækst

Siumut-formand Erik Jensen er ikke tilfreds udmeldingen fra naalakkersuisoq for finanser om, at en selvbærende økonomi og selvstændighed ligger langt ude i fremtiden.

- Det er en umulig opgave for Siumut at komme til en forhandling og foreslå noget og fortælle hvor pengene skal hentes fra, når koalitionen siger nej til de indtægtsgivende kilder, siger Erik Jensen.

Grønland har ikke udsigt til selvstændighed og en selvbærende økonomi før om mange år, fordi Landskassen fortsat er dybt afhængig af indtægter, der gives i støtte fra Danmark.

Sådan lød én af pointerne, da naalakkersuisoq for finanser, Asii Chemnitz Narup (IA), præsenterede finanslovsforslaget i sidste uge.

Den melding er faldet Siumut-formand Erik Jensen for brystet. Han mener, at Naalakkersuisut taler for meget om at fordele de penge, der kommer i Landskassen i dag, frem for at tale om, hvordan man på sigt får skaffet flere indtægter.

S: Lagkagen bliver ikke større

- Vi mener helt sikkert, at hvis man prøver at finde flere indtægtskilder, hvor man selvfølgelig følger love og regler, så er der en hurtigere vej til en selvbærende økonomi.

- Der er jo kun snak om at fordele den eksisterende lagkage. Der er ikke en forstørrelse af lagkagen i det oplæg, vi kan se, siger Erik Jensen til Sermitsiaq.AG.

Partiformanden nævner en række områder, hvor Siumut ser muligheder. Det gælder inden for infrastrukturudvikling, fiskeri, turisme, mineindustri, og partiet tror også på yderligere olieefterforskning.

Udsigt til svære forhandlinger

På mindst to af felterne er Siumut lodret uenig med Naalakkersuisut. Naalakkersuisut har eksmpelvis meldt ud, at det skal være slut med olieefterforskning, og der er sendt et lovforslag i høring, som skal forhindre uran-udvinding, hvilket kan sætte en stopper for mineprojektet på Kuannersuit.

Erik Jensen mener, det bliver svære forhandlinger om finansloven:

LÆS OGSÅ: Finanslovsforslag: På vej mod større lighed - bare ikke endnu

- Det er en umulig opgave for Siumut at komme til en forhandling og foreslå noget og fortælle hvor pengene skal hentes fra, når koalitionen siger nej til de indtægtsgivende kilder, siger Erik Jensen.

Vil ikke selv sætte årstal på

Ved præsentationen af finansloven understregede Asii Chemnitz Narup, at Naalakkersuisut ikke bare vil sidde og vente på, at økonomien bliver bedre men også arbejde frem mod selvstændighed.

Af forslaget fremgår det, at bloktilskuddet fra Danmark i 2022 forventes at lande på 4 milliarder kroner. I alt har Landskassen indtægter for 7,3 milliarder kroner.

Adspurgt om, hvornår Siumut mener, at Grønland kan blive selvstændigt, svarer Erik Jensen:

- Vi har ikke et årstal men ser selvstændigheden meget mere mulig indenfor nærmere tids horisont, når man tager de nødvendige polistiske beslutninger - heriblandt hjemtagelsen af bestemte ansvarsområder.

Powered by Labrador CMS