Arctic Circle
Kina afslører: Vil bygge forskningsstation i Grønland
Kina ønsker at åbne en permanent forskningsstation i Grønland. Gerne i Nordøstgrønland eller i nærheden af Nuuk. Det afslørede vicedirektør Yong Yu på en session i Reykjavik i forbindelse med Arctic Circle-konferencen.
Stationen skal efter planen være på cirka 2000 kvadratmeter fordelt på en bygning til indkvartering og et laboratorium. Stationen skal kunne huse 15-20 forskere og skal holdes åben hele året.
Afsløringen
De kinesiske planer blev for første gang præsenteret for offentligheden af vicedirektøren Yong Yu fra Polar Research Institute of China (PRIC) på Arctic Circle-konferencen i Reykjavik, der åbnede fredag. Her var også deltagere fra Departementet for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke i Nuuk, folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen og borgmester Asii Chemnitz Narup fra Kommuneqarfik Sermersooq.
Vicedirektøren for PRIC, Yong Yu, forklarede Sermitsiaq.AG, at “vi gerne vil etablere forskningsstationen så hurtigt som muligt”.
Han understregede dog samtidig, at der ikke er nogen fast tidsplan.
Frygten for øget nedbør
Han forklarede, at Kina frygter stærkt forøget nedbør i Kina som følge af klimaforandringerne i Arktis. Desuden er Kina interesseret i de nye sejlruter, olie, gas og mineraler i Arktis; alt sammen øger Kinas behov for polarforskning.
Stationen i Grønland skal efter planen bruges til klimaforskning til havs, til lands og i luften, herunder forskning i dyr og planter og i isens bevægelser.
Kontroversielt
Kina har i nogen tid forhandlet med Naalakkersuisut i Nuuk og med Ilisimatusarfik om opførsel af en forskningsstation.
Planerne er kontroversielle, ikke mindst fordi den danske regering er bekymret ved udsigten til øget kinesisk tilstedeværelse i Grønland.
Grønnedal
Senest forhindrede den danske regering i 2016 salget af den nedlagte flådestation i Grønnedal til et kinesisk firma. Forskning og uddannelse er dog forlængst hjemtaget, så forhandlinger om en forskningsstation foregår mellem Naalakkersuisut og de kinesiske myndigheder.