Politik

Kielsen om Dorph-kritik: Hvad er det for noget vrøvl

Borgmester Ole Dorph har rettet en kritik mod formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen og beskyldt ham for at bremse udviklingen og ikke have nogen reformplaner. Nu tager Kielsen til genmæle.

Ole Dorph har rettet kritik mod Kim Kielsen, som nu tager til genmæle.

- Jeg anerkender kritik, når det er placeret rigtigt. For jeg mener, at når man har handlet forkert eller har taget en forkert beslutning, så må man erkende det og agere ud fra det. Jeg blev dog virkelig overrasket, da jeg læste Sermitsiaq nr. 9. Her beskyldte borgmester i Qaasuitsup Kommunia Ole Dorph Naalakkersuisut for at bremse udviklingen og for ikke at have reformplaner, skriver Kim Kielsen i et indlæg, han har sendt til redaktionen.

Reformplaner er et anliggende for hele Inatsisartut

Kim Kielsen oplyser, at han i et tidligere svar til Randi V. Evaldsen har fastslået, at reformplaner ikke skal publiceres i et paragraf 37 spørgsmål, men rettelig hører hjemme over for hele Inatsisartut.

- Det har jeg nu sat på plads over for Randi V. Evaldsen, hvor jeg samtidig har beskrevet de områder, vi vil komme med reformforslag på. Men der er åbenbart flere, som ikke kan huske deres lektie, som Ole Dorph. Det overrasker mig, idet Ole Dorph trods alt selv været medlem af Naalakkersuisut og Inatsisartut, skriver Kim Kielsen.

"Hvad er det da for noget vrøvl?"

Om planerne for forlængelsen af byens lufthavn, som borgmesteren mener bremses af Naalakkersuisut siger Kim Kielsen:

- Hvad er det da for noget vrøvl? Tværtimod har det Naalakkersuisut i 2015 fået tilslutning til, at der nu skal bygges en international lufthavn i Ilulissat. Hvis man er i tvivl, kan man i samme avis, Sermitsiaq nr. 9, se en stor helsidesannonce på side 55, hvor Kalaallit Airports A/S søger tekniske rådgivere, som skal projektere den og de andre nye lufthavne og lufthavnsbygninger. Forundersøgelserne er allerede i gang. Det er konkrete beviser på, at de nye lufthavne i Ilulissat, Nuuk og Qaqortoq endegyldigt skal realiseres.

I strid med virkeligheden

Kim Kielsen slutter sit genmæle til Dorphs kritik på følgende måde:

- Jeg ser Ole Dorphs kritik som både malplaceret og i strid med virkeligheden. I virkeligheden er Ole Dorphs kritik nok snarere et surt opstød over, at hans eget lufthavnsprojekt aldrig blev til noget. Jeg er dog enig med Ole Dorph i, at lufthavnsbyggerierne er et af de vigtigste initiativer, vi politisk kan tage for at fremme erhvervsudviklingen indenfor turisme, fiskeri og råstoffer og skabe økonomisk vækst og nye arbejdspladser.

Kim Kielsen slår fast, at bedre trafikstruktur vil bane vej for flere turister og nye og spændende erhvervsmuligheder.

- Ole Dorph må huske på, at Naalakkersuisuts opgave er at se på helheden. Naalakkersuisut har et mål om at finde løsninger, som er til gavn for hele landet og for hele befolkningen.

Powered by Labrador CMS