mindeord

Kielsen om Anker: En af Siumuts gode venner har forladt os

Siumut-formanden betegner tidligere statsminister Anker Jørgensen som en folkelig statsmand

Anker Jørgensen var ikke lige velkommen alle steder. I 1977 i Qaqortoq kastede en demonstrant æg efter ham

- Grønland har mistet en folkelig ven, som arbejdede utrætteligt for arbejderne og rigsfællesskabet.

Sådan beskriver Siumut- og Naalakkersuisutformand Kim Kielsen den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen i et mindeord. Anker, som han blot hed i folkemunde, døde søndag i en alder af 93 år.

Gode venner
- En af Siumuts gode venner har forladt os, fremhæver Kim Kielsen, der dog samtidig også hæfter sig ved, at parterne kunne krydse klinger.

Terningerne er kastet
- Anker er den statsminister, som har haft en utvetydig holdning til rigsfællesskabet, som nogle gange har været upopulær blandt grønlænderne, eksempelvis med sin bemærkning om 'at der ikke er noget at rafle om' i diskussionen om råderetten til den grønlandske undergrund og råstoffer, understreger Naalakkersuisut-formanden.

Vigtig periode
Han peger desuden på, at Anker Jørgensen var statsminister i en tid, der var meget vigtig i Grønlands nyere historie.

- Anker har truffet meget skelsættende beslutninger, som da en rent grønlandsk hjemmestyrekommission blev nedsat i 1973, som i 1975 blev efterfulgt af grønlandsk-dansk hjemmestyrekommission med ligelig repræsentation blandt grønlændere og danskere. Det var et arbejde, som banede vej for hjemmestyrets indførelse i 1979, pointerer Kim Kielsen.

Tidligere statsminister Anker Jørgensen er død

Powered by Labrador CMS