indvielse

Kendt skole får ny filial i Nuuk

I dag, torsdag, er der officiel åbning af en ny skole i Nuuk, som skal hjælpe socialt udsatte for eksempel hjemløse

De nye lokaler i Nuuk for Kofoeds Skole

Rigtig mange grønlændere i Danmark har i årenes løb søgt og fået hjælp på Kofoeds Skole.

Og nu er tiden kommet til, at der skal etableres en grønlandsk Kofoeds Skole i Nuuk.

Mange skoler
Dørene blev åbnet i januar, men over middag i dag, torsdag, vil der være officiel åbning med taler og musik.

Den sociale institution har i dag danske afdelinger i København, Aarhus og Aalborg.

Læs: Kofoeds Skole får søsterskole i Nuuk

Derudover kommer over 20 søsterskoler i otte central- og østeuropæiske lande.

En Kofoeds Skole i Nuuk betyder, at hjemløse og arbejdsløse i Nuuk har et nyt sted at gå hen, hvor de kan holde sig beskæftiget og modtage hjælp og støtte til at komme videre i livet.

Penge fra fonde
Projektet finansieres i de første tre år af Oak Foundation Denmark, Villum-fonden og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers fond.

Herefter skal skolen etableres som en selvejende institution med driftsoverenskomst med det offentlige.

Læs: Nej til at indkvartere hjemløse i containere

Selv før den officielle åbning i dag, har skolen aktive elever i lokalerne på Industrivej og flere er på vej ind. Senere vil der også være undervisning.

Grønlandsk institution
Det har været vigtigt for Kofoeds Skole, at der bliver tale om en grønlandsk institution, som bygger på Kofoeds Skoles værdier.

Derfor skal skolens ledelse og personale rekrutteres i Nuuk. Kofoeds Skole i København skal bidrage med viden og erfaringer og med socialpædagogiske programmer og arbejdsmetoder til den grønlandske skole.

Læs: Siumut og Socialdemokraterne besøgte Kofoeds Skole

Powered by Labrador CMS