Ammoniak-udslip

Kemikalie-alarm på havnen i Nuuk

Et ammoniak-udslip på Royal Greenlands fabrik på havnen i Nuuk udløste en større aktion fra brandvæsenet, politi og redningsfolk.

En defekt hovedventil på en indfrysningsmaskine, en såkaldt tunnelfryser på Royal Greenlands fabrik i Nuuk, var skyld i et større ammoniakudslip på fabrikken fredag morgen.

Ammoniak kan være meget farligt at indånde, så derfor var alle mand sat ind, da alarmen lød.

Defekt ventil

- Det viste sig at være en defekt ventil, der var årsag til ammoniak-udslippet, oplyser vagtchef Aqqaluk Petersen til Sermitsiaq.AG.

Brandvæsenet fik hurtigt styr på udslippet og en politiafspærring af området blev ophævet kl. 10.30.

- Vi blev nødt til at afspærre området, så vore redningskøretøjer kunne komme frem hurtigt. Heldigvis er ingen kommet til skade under udslippet, som var synlig som en tågedis nede på havnen, forklarer vagtchefen.

Sygehus varslet

Politiet har varslet sygehuset om, at udslippet er fundet sted, hvis nogen senere skulle vise sig at få ubehag.

- Det er held i uheld, at ingen er kommet til skade. Medarbejderne på fabrikken var årvågne og vidste, hvordan de skulle håndtere en sådan situation. Det er glædeligt, fastslår vagtchefen.

Evakueringsplan

Teknisk chef for fabrikken Max Andersen oplyser, at udsivning af ammoniak formodentlig var startet omkring kl 7:00 i morges.

- Da vi opdagede udsivning af ammoniak, iværksatte vi straks en plan, vi skal følge ved ammoniak-udslip. Derfor tilkaldte vi straks politiet og brandvæsenet, der kort efter kom og iværksatte deres obligatoriske evakueringsplan og sendte folk hjem og lukkede området, siger Max Andersen ifølge Royal Greenlands hjemmeside.

Powered by Labrador CMS