pårørende
Karsten Høy i spidsen for pårørende til autister
Ny forening vil arbejde for bedre livskvalitet
Forældre til børn med autisme har nu fået et netværk, da Landsforeningen Autisme i Danmark har oprettet en kreds i Grønland.
Udviklingsforstyrrelse
Autisme er en gennemgribende udviklingsforstyrrelse. Autismen har betydning for alt, hvad mennesket med autisme siger, tænker og gør samt måden, vedkommende forstår og oplever andre mennesker og verden på.
Autisme er et genetisk betinget, medfødt og blivende handicap. Der findes ingen medicin mod fortyrrelsen, men der findes en mængde pædagogiske redskaber, der øger de ramtes livskvalitet.
Store udfordringer
Kredsen peger på, at familier til børn med autisme har mange udfordringer i hverdagen, og nogen må forlade Grønland, fordi børneinstitutioner, skoler og uddannelsesinstitutioner mangler viden om forstyrrelsen.
Karsten Høy formand
Karsten Høy, der i offentligheden mest er kendt som direktør for Selvstyrets erhvervsfremmeselskab Greenland Holding, er blevet formand for kredsen.
- Først og fremmest skyldes det, at vi selv har en dejlig dreng på 14 år med infantil autisme og derfor kender til mange af de udfordringer dagligdagen byder på.
- Det handler i bund og grund om, at autister, deres pårørende og samfundet kan medvirke til at skabe mere livskvalitet for den enkelte, en bedre dagligdag for hele familien og i særdeleshed muligheder for, at dem der kan, også kan få en egentlig uddannelse. Og dermed få mulighed for, at arbejde med noget, der interesserer dem og sidst men ikke mindst, de vil også kunne bidrage til samfundet, påpeger han i en pressemeddelelse.
Kredsen er allerede i gang med at arrangere en konference om autisme i foråret 2017.