Gå til hovedindhold

Kaos om fiskerilov: Hvem har ret?

Formanden for Inatsisartut Hans Enoksen afviser, at formandskabet har modtaget en konkret efteranmeldelse fra Naalakkersuisut om at få forslaget til ny fiskerilov sat på dagsordenen på efterårssamlingen. Dermed undsiges Erik Jensen.

Den overraskende melding fra Hans Enoksen over for KNR skaber endnu mere tvivl om, hvad der er op og ned vedrørende den omstridte fiskerilovs videre skæbne.

En kilde tæt på Inatsisartuts Formandskab kunne onsdag oplyse til Sermitsiaq.AG, at emnet om ny fiskerilov var blevet drøftet i formandskabet, og at der var bred enighed om at afvise en behandling på efterårssamlingen.

LÆS OGSÅ: Øretæve til Erik Jensen fra formandskab

Meldingen var interessant, idet Erik Jensen på møder med Grønlands Erhverv og KNAPK har oplyst, at fiskerilovforslaget er efteranmeldt og skal behandles på efterårssamlingen.

Hvem har ret?

Det store spørgsmål er med andre ord: Hvem har ret, og hvem kan man stole på? Hans Enoksen, der afviser at have modtaget noget fra Naalakkersuisut, eller Erik Jensen, der bedyrer, at lovforslaget skal behandles i Inatsisartut her til efteråret.

De kaotiske tilstande om lovforslagets videre skæbne kunne være undgået, hvis lovforslaget blot var blevet indleveret senest klokken 12.00 fredag den 24. august.

Formandskabet

Det viser sig, erfarer Sermitsiaq.AG, at emnet om en efteranmeldelse har været et punkt for formandskabet, foranlediget af en henvendelse fra Naalakkersuisut om, at Naalakersuisut ønskede at komme med en efteranmeldelse den 21. september – få dage før efterårssamlingens start den 28. september.

I slutningen af august blev emnet drøftet i formandskabet, og her var formandskabets holdning, at det tidsmæssigt var at sætte fiskeriudvalget under et urimeligt pres, når de normale procedurer med eksempelvis høringsrunder ikke var gennemført. En form for et vejledende signal til Naalakkersuisut om formandskabets umiddelbare vurdering, hvilket ikke er det samme som en egentlig og endelig behandling af en efteranmeldelse.

Dum sag

Tilbage står Erik Jensen med en rigtig dum sag, der beklikker hans troværdighed. Noget tyder på, at han har troet, at en efteranmeldelse blot var en formssag.

Om Naalakkersuisut inden efterårssamlingens åbning den 28. september kan få banket sine partikolleger i formandskabet på plads, er et af flere spørgsmål, der rejser sig i det kaos, som er opstået af, at Naalakkersuisut ikke huskede en deadline for fremsendelse af lovforslag den 24. august kl. 12.00.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER