Kuannersuit
Mine kan skabe storpolitiske forviklinger
Kinesisk medejerskab af GME kan få USA til at reagere. Det skiver dagbladet Politiken
Der er ingen tvivl om, at det skaber international interesse, at det kinesiske selskab Shenghe Ressources har købt 12,5 procent af aktierne i mineselskabet GME. De vurderer flere eksperter overfor dagbladet Politiken.
Vurderingen er nemlig, at der primært ligger strategiske interesser bag kinesernes interesse. Kina udvinder selv store mængder sjældne mineraler. De bruges blandt andet i moderne elektronik og vindmøller.
Kinesisk monopol på sjældne jordarter
Landet har nærmest monopol på sjældne jordarter, men har efterhånden alligevel svært ved at følge med efterspørgslen. Det er således ikke uran, der har kinesernes primære interesse.
- Kina har en stærk strategisk interesse i, at der ikke er andre, der sætter sig på produktionen af sjældne jordarter, siger adjunkt Camilla Nørup Sørensen fra Københavns Universitet til Politiken. Hun arbejder på et forskningsprojekt om kinesiske interesser i Grønland.
Strategisk interesse kan være fordel
Samtidig kan netop den situation dog vise sig at blive en fordel for Grønland. Den strategiske interesse betyder nemlig, at kineserne har større tålmodighed end mere kommercielt orienterede investorer. Det vurder minekspert Anne Merrild Hansen fra Ilisimatusarfik overfor KNR.
- Hvis minen kommer op at stå, så vil det gøre den mere bæredygtig, forstået på den måde, at man kan forestille sig at minen fortsætter med at producere, selvom der i perioder kommer lavkonjunktur, fordi adgangen til ressourcer indgår som en del af en større strategi, siger Anne Merrild Hansen til KNR.
Læs hos KNR: Derfor er kinesisk investor godt nyt for Kvanefjeld
Langsigtet interesse
Flere planlagte mineprojekter er netop løbet ind det problem, at råstofpriserne de seneste år er faldet. De har fået investorerne til at trække følehornene til sig.
Senest har det ramt rubinminen ved Aappaluttoq. Men hvis det i højere grad handler om, at sikre sig adgang til råstofferne, så er det nemmere at leve med, at minen i en periode kun giver et lille overskud.
- Det er meget let at tolke det ikke blot som den klassiske kinesiske måde at tænke langsigtet på, men også som to eksempler på, at Kina langsomt skaber sig den samme soft power-indflydelse i Grønland, som de allerede har i Island, siger kontreadmiral Nils Wang fra forsvarsakademiet til Politiken.
Bekymring i Washington
Shenghe har en option på, at sikre sig hele 60 procent af aktierne i GME, hvis minen på Kuannersuit bliver til noget. Dette er endnu en grund til, at USA næppe er begejstret for udvikningen.
- Jeg er helt sikker på, at det her er noget, der vil blive lagt mærke til i USA, fastslår Niels Wang overfor Politiken.