urandebat

Nu kan du få klar besked om uran

Sermitsiaq har sammensat et panel af uafhængige eksperter, som stiller deres viden om uran til rådighed for læserne

Spørgsmålet om uran har sat sindene i kog. Foto fra demonstration i Nuuk
Offentliggjort

Der er mange følelser i kog, når debatten drejer sig om uran.

Sermitsiaq har derfor samlet en gruppe uafhængige eksperter, som er parate til at stille deres viden til rådighed for Sermitsiaqs læsere og den grønlandske offentlighed i det hele taget.

Læs: Steen Lynge går solo i uran-spørgsmålet

Mange emner
Så du skal bare spørge løs om de mange ting, som du ikke ved, men gerne vil vide om uran og andre radioaktive stoffer samt om for eksempel produktion og eksport af disse stoffer, og hvordan det vil påvirke samfundet.

Vi har miljøfolk, geologer, samfundsforskere, erhvervsfolk og lønmodtagerrepræsentanter med i panelet.

Læs: Danmark og Grønland enes om uran-eksport

Andre kommer senere
Det er med vilje, at vi ikke her i første omgang har folk med, som repræsenterer tilhængere eller modstandere af mineselskabet Greenland Minerals and Energys (GME) projekt på Kuannersuit, Kvanefjeldet, ved Narsaq.

De kommer med, når vi kender rapporterne om de miljømæssige (VVM) og samfundsmæssige (VSB) konsekvenser af GME’s mine på fjeldet, og når vi ved, om selvstyret vurderer, at projektet i det hele taget lever op til rååstoflovgivningens miljø- og sundhedsmæssige krav samt øvrige krav.

Læs: Tavshed om uran-afstemning

Bred vifte af eksperter
Panelet består af følgende personer:

  • Per Kalvig og andre forskere ved Geus, der kan besvare spørgsmål om geologi og mineidnustri
  • Karen Hanghøj, EIT Raw Materials i Berlin, der kan besvare spørgsmål om geologi
  • Ole Christiansen, uafhængig geolog, Nuuk, der kan besvare spørgsmål om geologi og mineindustri
  • Morten Birch Larsen, forsker i Afdeling for Miljø og Råstoffer på Grønlands Naturinstitut, der kan besvare spørgsmål om miljø – her vil også deltage andre forskere fra afdelingen
  • Birger Poppel, samfundsforsker og projektchef emeritus på Ilisimatusarfik, der vil besvare spørgsmål om samfundsforhold
  • Lone Wandahl Mouyal, adjunkt, juridisk fakultet Københavns Universitet, kompetencefordeling mellem Grønland og Danmark, Grønlands ret til selvbestemmelse, ansvar i forbindelse med råstofudvinding.
  • Cindy Vestergaard, DIIS, der kan besvare spørgsmål om internationale forhold, sikkerhed og ikke-spredning
  • Torben M. Andersen, professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, Formand for Grønlands Økonomiske Råd. Vil svare på spørgsmål af samfundsøkonomisk karakter
  • Thomas Mogensen, GE, der kan besvare spørgsmål om erhvervsforhold
  • Jess G. Berthelsen, SIK, der kan besvare spørgsmål om arbejdsmarkedsforhold
  • Henrik Knudsen, seniorforsker, Rigsarkivet, der kan besvare spørgsmål om baggrund, samfundsmæssige forhold og historie.
  • Henry Nielsen, Lektor emeritus, Aarhus Universitet, forfatter, der kan besvare spørgsmål om baggrund, samfundsmæssige forhold og historie.

Send spørgsmål
Du skal sende dine spørgsmål til panelet senest fredag for at have en chance for et svar i den efterfølgende uge.

Send dine spørgsmål til uran@sermitsiaq.gl

Giv os lidt tid
Vi prøver at få alle spørgsmål besvaret.

Men vi skal også give eksperterne mulighed for at svare. Derfor kan det godt være, at svaret ikke når med i den efterfølgende uge.

Der er også mulighed for, at dit spørgsmål er så bredt, at der er flere eksperter, som har lyst til at svare på det. Det kan give flere forskellige besvarelser.

Vi håber på at få en sund og fordomsfri debat om dette meget vanskelige og følsomme emne.

Læs: Uranhøring præget af splittelse i grønlandsk politik

Hvilket samfund ønsker vi?
Et meget væsentligt spørgsmål i denne forbindelse er, om vi i det hele taget vil have, at Grønland producerer og eksporterer uran, og om vi i det hele taget kan afspejle os i et samfund, der producerer disse ting. Det handler om identitet, følelser og hvilket samfund, vi vil have, og hvilket samfund vi vil leve i.

Forfattere med
Det er en politisk debat, som vi desværre ikke har haft, før man besluttede at opgive nultolerance politikken og gav tilladelse til udvinding radioaktive materialer uden nogen øvre grænseværdi.

Dette vil forskerne nok have meget svært ved at give et objektivt svar på.

Derfor har vi taget de to forfattere til 'Uranbjerget' med i panelet, som vil kunne give denne del af debatten perspektiv.

Politiske rammer
De politiske rammer om minedrift af radioaktive stoffer som hoved- og biprodukt samt forhold omkring nultolerancepolitikken vedrører alle relevante forekomster i Grønland.

Mange steder
Uran-berigelser kendes mange steder, både i og udenfor Gardar-provinsen, blandt andet ved Nanortalik, Nuuk, Uummannaq, Inglefield Land, Østgrønland ligesom geologi som er prospektivt for uran findes andre steder, for eksempel i det såkaldte 'Thule Bassin, som er af samme alder og beskaffenhed som Athabascha-bassinnet i Canada, som indeholde de rigeste uranforekomster i verden.

De overordnede rammer for radioaktive stoffer gælder alle forekomster i Grønland med et vist indhold af uran. Kvanefjeldet er måske bare det første af flere forekomster, hvor uran og thorium indgår.

Se video: Stålfast citat fra Hammond spredes bredt

Interessenter
Hvis og når VVM’en og VSB’en kommer ud til offentlig høring og det offentlige skal forhandle IBA-aftale, vil vi på den ene side bede Greenland Minerals and Energy og på den anden side bede NGO’ere som Urani Naamik samt Avataq om at komme med i panelet og være klar til at besvare spørgsmål fra læserne.

Ligesom vi vil give kommune og selvstyre mulighed for at være med og besvare spørgsmål om deres syn på sagen.

For at fremme debatten kan du læse Sermitsiaqs artikel om uranpanelet ved at klikke på de vedhæftede filer i højre spalte

13:00 Ved en fejl kom den sidste del af artiklen ikke med. Fejlen er nu rettet. Sermitsiaq beklager

Powered by Labrador CMS