affald

Kampagne: Smid batterier og elpærer i en særlig æske

Den grønlandske befolkning opfordres til at få udleveret en gratis Qujanaq æske hos kommunen, så brugte batterier og elpærer ikke ender i skraldespanden.

Tungmetaller i batterier kan ende med at forurene naturen, hvis brugte batterier ender i køkkenaffaldsposen og senere i forbrændingsanlæggene.
Offentliggjort

- Vi har bruge for din hjælp, fastslår Naalakkersuisoq for Selvstændighed, Natur, Miljø og Landbrug i en pressemeddelelse og Suka K. Frederiksen kommer med følgende kommentar:

- Der er et stort behov for, at vi alle hjælper til med at få sorteret vores eget affald. Nu laver vi en kampagne, hvor vi sammen med kommunerne sætter fokus på, hvad vi hver især skal gøre med vores brugte batterier og elpærer. Det skal være nemt og ligetil at sortere sit affald.

Elpærer og batterier udgør en trussel for miljøet, fordi de indeholder giftige stoffer i form af tungmetaller. Derfor må de ikke ende i det almindelige køkkenaffald.

Når Qujanaq æsken er fyldt, kan den tømmes på den lokale modtagestation, eller i de beholdere, som er placeret ved de lokale supermarkeder, oplyser man i pressemeddelelsen.

De brugte batterier og elpærer som bliver afleveret korrekt, sejles til Reno Nord i Danmark, hvor de bliver udsat for en helt særlig behandling.

Kampagnens mål er at sikre en renere natur.

Powered by Labrador CMS