Kalaallit Airports vil fordoble medarbejder-antallet

Formanden for bestyrelsen i Kalaallit Airports, Johannus Egholm Hansen, oplyste på selskabets generalforsamling tirsdag, at antallet af medarbejdere i selskabet mere end skal fordobles.

Johannus Egholm Hansen forudser mangel på projektledere og ingeniører, når man kommer til byggefasen.

Johannus Egholm Hansen gennemgik på generalforsamlingen den store projektplan med anlæggelsen af tre nye lufthavne i Ilulissat, Nuuk og Qaqortoq.

Nærmere byggefasen

-Vi skal være flere medarbejdere, når vi nærmer os selve byggefasen i projekterne, oplyste bestyrelsesformanden. I dag består Kalaallit Airports af fem medarbejdere.

Over for Sermitsiaq.AG uddybede Johannus Egholm Hansen behovet for at øge medarbejder-tallet.

Læs også: Sådan kommer de nye lufthavne til at se ud

- Vi får behov for flere projektledere, og i bestyrelsen ønsker vi også at få tilknyttet nogle nyuddannede ingeniører, som på denne måde kan få erfaring inden for store anlægsprojekter, forklarede bestyrelsesformanden, der henviste til, at store dæmningsarbejder og mineprojekter i fremtiden ville efterspørge netop disse kompetencer, som disse ingeniører kan få under huden i projekteringsfasen af de tre store lufthavnsbyggerier i Ilulissat, Nuuk og Qaqortoq.

Valg forsinker Nuuk-projekt

Johannus Egholm Hansen oplyste, at valget kom til at forsinke projektet i Nuuk med nogle måneder, fordi man ikke har fået de nødvendige myndighedsgodkendelser. Alligevel forventer bestyrelsen, at hele projektet for de tre lufthavne står færdig i oktober 2022.

Generalforsamlingen godkendte regnskabet, som over en 18 måneders periode har brugt 54 millioner kroner.

Powered by Labrador CMS