Kære Selvstyre: Hvornår får jeg mine penge?

Visse sygeplejersker har nu i 18 måneder gået glip af 3.000 kroner ekstra i lønningsposen hver måned. Det svarer til sammenlagt 54.000 kroner, som Selvstyret skylder dem. Andre har mindre, men dog betydelige beløb til gode.

Det er ikke lykkedes Sermitsiaq.AG at finde et medlem af fagforeningen PPK, sundhedskartellet, der vil stå frem og kommentere sagen om de store beløb, som Selvstyret skylder dem i forhold til en indgået overenskomstaftale.
Offentliggjort

650 medlemmer af fagforeningen PPK venter stadig på at få udbetalt den retmæssige løn, som står beskrevet i en overenskomstaftale, som Selvstyret og PPK har indgået for længst. Nogle medlemmer har over 50.000 kroner til gode hos den offentlige arbejdsgiver.

Visse detaljer i forbindelse med Selvstyrets ønske om at få indført et såkaldt ensretningsprojekt har betydet, at de endelige detaljer ikke er på plads, selv om overenskomstaftalen blev underskrevet og senere godkendt på en urafstemning tilbage i januar i år.

Frustration og vrede

Frustrationerne og vreden i sundhedskartellet PPK, som har 650 medlemmer fra forskellige faggrupper i sundhedsvæsenet, er ved at nå bristepunktet.

De får ikke den løn, som de er berettiget til. Samtidig er arbejdet blevet presset, fordi Sundhedsvæsenet har svært ved at få besat alle de ledige sygeplejerske-stillinger.

- Jeg bliver kimet ned af frustrerede medlemmer. Men det er ikke os, der bremser processen. Og det er ikke min opgave at løse ressourceudfordringen i Økonomi- og Personalestyrelsen, understreger Ken Jensen over for Sermitsiaq.AG. Han er gang på gang blevet holdt hen med af styrelsen, at nu er arbejdet snart ved at være færdigt.

Belaster arbejdsmiljø

Hans medlemmer knokler på grund af manglen på personale, og det hænger blandt andet sammen med den usikkerhed, der hersker om overenskomsterne.

- Så længe Selvstyret ikke får sit arbejde gjort færdigt kan vi kun henvise til den overenskomst, der udløb ved slutningen af marts 2016. Af den grund ønsker interesserede sygeplejersker ikke at tage til Grønland for at arbejde, og det forværrer situationen for mine medlemmer, men så sandelig også for sygehusvæsenet og befolkningen, fastslår fagforeningsformanden.

Styrelseschef i Økonomi- og Personalestyrelsen Lise Lennert Olsen afviser over for Sermitsiaq.AG at bidrage med oplysninger om sagen.

- Du kan stille alle de spørgsmål, du vil, men jeg har ingen kommentarer, lyder det kortfattet fra Lise Lennert Olsen.

Powered by Labrador CMS