snowboard

Kæmpetalent i snowboard udtaget til dansk A-landshold

Den unge talentfulde snowboardatlet, Jonas Strømsted fra Nuuk, er blevet udtaget til Freestyle Kraftcenterets A-landshold for 2017-18

- Jeg er meget glad for udtagelsen til A-landsholdet, for jeg satser på at blive én af de bedste i snowboard disciplinerne Big Air og Slopestyle, siger Jonas Strømsted

- Jeg er meget glad for udtagelsen til A-landsholdet, for jeg satser på at blive én af de bedste i snowboard disciplinerne Big Air og Slopestyle.

Det siger den talentfulde snowboarder Jonas Strømsted til Royal Greenlands hjemmeside. Virksomheden har tidligere støttet hans deltagelse ved Danmarksmesterskaberne i snowboard i Norge i april.

Jonas Strømsted skal med sin udtagelse til A-landsholdet deltage i en fælles træningssamling der skal foregå i byen Tignes i Frankrig i dagene fra 20. til 27 juli.

Skal udvikle sig yderligere
- Udtagelsen til Freestyle Kraftcenterets A-landshold åbner muligheder for at udvikle mig inden for snowboard discipliner, som jeg ikke har mulighed for at lære i Grønland, siger den talentfulde snowboarder til RG.

Han glæder sig til det kommende træningsophold i Tignes i Frankrig.

- Jeg forventer at møde andre talentfulde snowboardere, der kan inspirere mig til at udvikle mig. Jeg glæder mig også til at lære nye folk at kende og træne med de bedste inden for snowboard, lyder det fra Jonas Strømsted.

Powered by Labrador CMS