Den Kongelige Balletskole

Kæmpe royal oplevelse venter grønlandske balletbørn

Seks balletbørn fra Nuuk er inviteret til Det Kongelige Teaters Balletskole i København. Stor glæde hos Qiajuk Studio

Det bliver en enorm oplevelse, når seks grønlandske balletbørn i alderen 10 til 13 år fra i dag, mandag, og frem til mandag den 6. april gæster Det Kongelige Teaters Balletskole i København.

For første gang åbner Det Kongelige Teaters Balletskole dørene for gæstebørn fra Grønland.

Det sker i et samarbejde mellem den royale balletskoles Kompani B og Qiajuk Studio i Nuuk.

Det Kongelige Teaters Balletskole Kompani B besøgte Grønland i 2013, og her startede ideen til et samarbejde.

Ønsker et klassisk dansemiljø i Grønland
Kompani B og Qiajuk Studio har siden 2013 udviklet ideen om at skabe et klassisk dansemiljø i Grønland, hvilket har resulteret i, at seks balletbørn i denne uge besøger Det Kongelige Teaters Balletskole.

- Det er en stor fornøjelse for Qiajuk Studio at få den ære at kunne besøge balletskolen med dansere fra Nuuk, siger ejer og danselærerinde Ruth Montgomery-Andersen i en pressemeddelelse.

Udgifterne i forbindelse med rejsen er indsamlet af forældregruppen til de seks børn, der har haft held med at få opbakning fra flere fonde. Projektet er støttet af Helene & Svend Junges Fond, Napa, Augustinusfonden og fritidsafdelingen i Kommuneqarfik Sermersooq.

Powered by Labrador CMS