Jagt

Justus: Kommunen skal hjemtage rensdyr-forvaltningen

Markante forringelser af vilkårene for jagt på rensdyr får Demokraternes Justus Hansen til at foreslå, at Kommuneqarfik Sermersooq hjemtager forvaltningen af rensdyr og moskusokser fra Selvstyret.

Justus Hansen vil på det kommende kommunalbestyrelsesmøde i hovedstadskommunen foreslå, at kommunen skal henvende sig til Selvstyret med henblik på at overtage fordelingen.

- Jeg forstår simpelt hen ikke de begrænsninger, som Selvstyret har sat op for fritidsfangerne. De giver ingen mening og er stik imod den biologiske rådgivning, fastslår demokraternes medlem i byrådet.

Han nævner som begrundelse, at vilkårene igennem de seneste tre år er blevet markant forringet. Fangstperioden er indskrænket fra 76 til 61 dage og i to Nuuk-regioner blev der indført en begrænsning på fem dyr per fritidsfganger.

- De to regioner er de eneste i landet, der ikke har åben kvote. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at naturinstituttet anbefaler, at jagttrykket i områderne øges, og at ingen af disse begrænsninger gælder for erhvervsfangere, siger Justus Hansen.

Han mener, at der lovgivningsmæssigt er mulighed for at overtage forvaltningen og henviser til fangstlovens paragraf 18, som netop omtaler muligheden for Naalakkersuisoq for Fangst kan uddelegere forvaltningen for et geografisk afgrænset område til lokal forvaltning.

- Den begrænsning for fritidsfangerne som Selvstyret har indført er ikke kun til gene for fritidsfangerne, men risikerer også at medføre en øgning af bestandene og dermed mulighed for overgræsning af vegetationen. Hvis dette sker, kan der gå årtier inden vegetationen kommer tilbage og jagt på rensdyr i denne periode vil herefter ikke være muligt,” slutter Justus Hansen.

Powered by Labrador CMS