østgrønland
Justus Hansen ønsker trekantflyvning i Tunu
Demokraternes Justus Hansen fra Tasiilaq ønsker trekantflyvning mellem Nerlerit Inaat, Kulusuk og Reykjavik
Det er snart tid til, at servicekontrakterne i forbindelse med beflyvning skal genforhandles.
I en kommentar skriver Justus Hansen, som er medlem af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq for Demokraterne, at han ’inderligt vil anmode alle parter om, at man for en enkelt gangs skyld husker os herovre i Østgrønland. Vi er en hel, der er godt og grundigt trætte af konstant at blive nedprioriteret’.
- Den nuværende beflyvning af Østgrønland er under al kritik. Det er nærmere reglen end undtagelsen, at man bliver forsinket eller sidder fast. Og fleksibilitet er der ikke meget af, lyder det fra Justus Hansen fra Tasiilaq.
Ifølge ham er den nuværende beflyvning af Østgrønland 'direkte skadelig for regionen, da det er svært at tiltrække såvel privatpersoner som virksomheder, når det er sådanne forhold, man bliver udsat for'.
Sådan skal trekantflyvningen være
Justus Hansen kommer med et forslag, som han håber vil blive taget seriøst i de kommende forhandlinger. Planen er bestemt ikke ny, idet den også var på bordet i forbindelse med tidligere forhandlinger om servicekontrakter. Den er dog altid endt med at blive taget af bordet.
Det drejer sig om en trekantflyvning mellem Nerlerit Inaat, Kulusuk og Reykjavik.
- I den forbindelse bør man også være åben over for andre aktører end Air Greenland for eksempel en islandsk samarbejdspartner. Jeg håber, at mit input bliver taget seriøst, da borgerne i Østgrønland fortjener bedre betingelser, end tilfældet er i dag, fremhæver Justus Hansen.