Lørdag, december 2, 2017 - 06:00

Julen er magisk for Simon Lynge

Foto: MIO
Senere i dag skal Simon Lynge optræde, når ‘Inuit Julehilsen til Grønland’ bliver optaget til KNR. Og noget kunne tyde på, at han er den helt rette mand til opgaven: Julen handler for ham om nærhed.
 

Når op mod 1.500 grønlændere bosat i Danmark senere i dag mødes i Vejle, for at sende en hilsen hjem tværs over Nordatlanten, så kommer de blandt andet til at opleve Simon Lynge optræde med sine følsomme popballader.

Og ligesom julehilsenerne handler om at komme tættere på sine kære, så er nærheden i familien også selve essensen af julen for Simon Lynge.

- Familien er samlet og man er bare tilstede med hinanden, siger han, da vi møder ham i en hotelfoyer i København.

Sådan husker han det fra sin barndom, og sådan skal hans jul også være i dag.

- Al den travlhed, som man har i løbet af året den forsvinder, så man har tid til at være sammen og være lidt mere intim.

Troen på at verden er magisk
Nu om dage fejrer Simon Lynge jul i sit hjem i USA sammen med sin kone og deres to drenge på fire og ni år. Og for familien handler julen i høj grad om børnene.

- Julen er sådan en magisk tid for børnene, og jeg syntes også selv, det er en magisk tid for jeg kan se, hvor magisk den er for mine børn, siger poeten, der efter eget udsagn er forelsket i en drøm.

- Troen på at verden er magisk og livet er magisk, den syntes jeg, at jeg kan mærke, når det er jul.

- Kærlighed er et stykke træ jeg har snittet
Så selvom julen for mange også kan være en svær tid, så oplever Simon Lynge det sjældent på den måde.

- Hovedsagligt er det en hyggelig tid, en let tid, hvor man giver hinanden nærhed og kærlighed. Det er lidt mere, som jeg tror, at mennesker var sammen oprindeligt.

Nærheden og kærligheden er for ham langt vigtigere end gaverne. Men selvfølgelig skal hans to drenge også have gaver, men ikke hvilke som helst gaver.

- Hvis jeg købet for flere tusind kroner plastik til dem, fordi det er det, de gerne vil have, så kan det godt være, at de føler det som kærlighed lige i det øjeblik jeg giver det til dem. Men i et større perspektiv, så er det jo ikke kærlighed. Det er kærlighed at give dem et stykke træ, som jeg selv har snittet.

Samme idé i Grønland, Danmark og USA
I Simon Lynges perspektiv handler kærligheden nemlig også i høj grad om at tænke på den fremtid, som han har besøgt i en af sine sange.

- Det at vise kærlighed til mine børn, det er at tænke på, hvordan den verden, som de skal leve i, den bliver.

De seneste 13 år har Simon Lynge levet i USA, før det boede han en tid i Danmark og så er han selvfølgelig opvokset i Grønland. Så han kender til de tre forskellige kulturer.

- Traditionerne er lidt forskellige, men grundideen er den samme, nemlig at man er sammen med sin familie.

Senere i dag skal Simon Lynge sprede lidt julemagi fra scenen i Vejle.

LÆS OGSÅ: Årets store begivenhed i Danmark

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit