Arctic Winter Games
Jonas Strømsted efter guldet: 'Jeg er mega stoked'
Guldmedaljen i slalom for Snowboard-juniorerne gik til Jonas Strømsted fra Nuuk. Han har et råd til Grønlands kommende boardere
Tirsdag vandt 17-årige Jonas Strømsted guldmedalje i snowboard-slalom i tiden 1 minut og 1 sekund, som var godt tre skunder hurtigere end andenpladsen fra Yukon.
Sermitsiaq.AG interviewede Strømsted lige efter sin sejr.
Læs: Seks AWG-medaljer til hjemmebane-boardere
Første dag for boarderne til AWG, og du høster en guldmedalje i slalom. Hvordan har du det nu?
- Jeg er mega stoked (begejstret red.) Jeg er tilfreds med det første run, og i nummer to run, der falder jeg midtvejs, men kommer op hurtigt og får alligevel den hurtigste tid.
Kom ud til liften!
17-årige Jonas Strømsted startede med at boarde som 12-årig.
I 2013 deltog Jonas Strømsted i sit første GM, hvor han vandt flere medaljer.
- Jeg kan kun opfordre andre, der er draget af snowboarding, til at komme herud til liften, når I kan, fordi her har vi det sjovt. Skal man videre, handler det ganske enkelt om at træne og om at træne hårdt, siger Nuuk-boarderen, der er født i Aasiaat.
Jonas Strømsted skal også deltage i Rails og Slope Style ved dette AWG.
Sen start på træning
Hvordan er dit forløb op til AWG gået?
- Det har været lidt op ad bakke, for vi har ikke haft et ordentligt setup til at træne Rails. Det er faktisk først nu, at udstyret er sat op, fordi vi har manglet sne. Men jeg vil sige, at skiliften har gjort det godt og samlet sne op overalt. Vi sætter stor pris på liftmændenes arbejde her.
For tre uger siden blev Grønlands guld-boarder ramt af sygdom, og det præger ham også i dag, hvor han taler med Sermitsiaq.AG med en hæs stemme.
Rygskade forstyrrer
Om lidt gælder det Rail Jam, hvor Jonas Strømsted også deltager. Dog har han ikke de store forventninger til at hente en medalje i denne disciplin.
- Jeg har lige fået en skade, hvor jeg trænede hop fra en container og faldt på ryggen. På grund af skaden, som sidder i nerven, er det første dag jeg kører i lang tid, siger Jonas Strømsted.
Seneste AWG-historier:
Den første grønlandske guldmedalje er hjemme
Det sker tirsdag ved Arctic Winter Games
Seks AWG-medaljer til hjemmebane-boardere