Tirsdag, oktober 10, 2017 - 07:12

John Thorsen efter gyservalg: Nu skal vi videre

Arkivfoto af John Thorsen, der igen skal stå i spidsen for grønlands fodboldforbund KAK
Foto: Leiff Josefsen
Efter gyservalg blev John Thorsen valgt som formand for fodboldforbundet Kalaallit Arsaattartut Kattuffiat (KAK).
 

- Først og fremmest skal jeg arbejde for at skabe ro i KAK.

Det siger John Thorsen, der søndag blev genvalgt som formand for fodboldforbundet Kalaallit Arsaattartut Kattuffiat (KAK), til Sermitsiaq.AG. På generalforsamlingen valgte man at skifte navn fra Grønlands Boldspil-Union til det nye navn.

Samlingspunkt
Med mindst mulig margen blev John Thorsen valgt som formand for det grønlands fodboldforbund. Han fik 11 stemmer ved afstemningen, mens hans udfordrer Kent Kielsen fik 10 stemmer. 

- Det er meget vigtigt at have et samlingspunkt i forbundet, og det er det, vi skal arbejde med. For enhver kan se, at der er stor uenighed om, hvordan forbundet skal ledes, siger John Thorsen.

Læs: John Thorsen igen formand for GBU

Lærring periode
- Jeg blev valgt på baggrund af de 11 stemmer, jeg fik, men selvfølgelig skal vi ikke glemme, at de andre har en anden holdning til, hvordan forbundet skal ledes, og vi skal også lytte til dem, fremhæver John Thorsen, der er sikker på, at han kan skabe ro i KAK.

Tidligere på året forlod han formandsposten efter fyringen af landstræner Tekle Ghebrelul. Fyringen var en beslutning, som John Thorsen ikke kunne tilslutte sig.

- Nu skal vi se fremad ved at tilføre nye fremadrettede målsætninger. Den seneste tid har været meget begivenhedsrig, og vi har lært masser af ting i den periode, siger John Thorsen.

Ansættelse af landstræner
Han deltog ikke selv iunder generalforsamlingen. Derfor har han ikke holdt møde med de øvrige bestyrelsesmedlemmer endnu.

- Men vi har et grundlag for at blive medlem af de internationale fodboldforbund, Fifa, samt Uefa. Dette arbejde skal fortsætte. Vi skal i bestyrelsen blive enige om, hvilken vej vi skal følge for at nå målet. Og så skal vi blive ved med at udvikle spillerne, siger han.

- Herrelandsholdet har ikke nogen landstræner. Hvornår ansættes der en landstræner?

- Det vil vi tale om, når bestyrelsen holder møde første gang. Her skal vi drøfte de næste skridt, vi skal tage. Her skal vi tale også om landsholdene. Futsal-landsholdet skal deltage i en turnering i december, og set i det lys er det vigtigt at få landstrænerne på plads, svarer John Thorsen.

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit