nyt sælforslag

Johan Lund Olsen i Bruxelles: Danmark og Grønland er dybt bekymrede over nyt sælforslag

Formand for Grønlandsudvalget er onsdag i Bruxelles for at holde møder med Europa-Parlaments-medlemmer. - Den nye sælforordning kan skade Grønland yderligere, lyder hans budskab

Cristian-Silviu Bușoi og Johan Lund Olsen

Inuit Ataqatigiits medlem af Folketinget, Johan Lund Olsen, er onsdag i Bruxelles, hvor han holder en række møder med europaparlamentarikere, der er ordførere på sælsagen i Europa-Parlamentet samt et møde med Europa-Kommissionen.

På vegne af flere udvalg i Folketinget og Inatsisartut har Johan Lund Olsen et brev med til det rumænske Europa-Parlamentsmedlem Cristian-Silviu Bușoi fra den konservative/kristendemokratiske gruppe, og som er talsmand for Europa-Parlamentets udvalg, der behandler Europa-Kommissionens nye sælforordning.

Grønlandsudvalgets formand appellerer om, at Europa-Parlamentet tilgodeser de i forvejen kriseramte grønlandske sælfangerfamilier.

- Jeg vil udtrykke vores dybe bekymring om store negative konsekvenser, som forslaget vil have for sæljagt og fangerfamilier i Grønland, skriver Johan Lund Olsen til Cristian-Silviu Bușoi .

Læs: Fangstrådet tager afstand af EU’s mulige importstramning af sælskind

Læs: Sælskind og EU: Doris Jakobsen appellerer til grønlandsk samarbejde

Konsekvenserne bør kortlægges
I brevet til Busoi foreslår Grønland og Danmark, at Europa-Kommissionen dels undersøger sælproduktforbuddets konsekvenser for indbyggere i Grønland, dels starter en informationskampagne om inuit-undtagelsen og sæljagten i Grønland, der udføres på en bæredygtigt og ansvarligt måde.

Europa-Kommissionen skal være klar med en ny sælforordning inden 18. oktober i år.

Brevet til EU-parlamentet og den rumænske talsmand er underskrevet af Folketingets Grønlandsudvalg, Europaudvalg, Fødevareudvalg og Udenrigsudvalg samt Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske udvalg.

Læs: Udenrigsministeren: Ny sæl-forordning kan skade Grønland

Læs: Grønlandsk bekymring for EU’s mulige importstramning af sælskind

Powered by Labrador CMS