Jørn Skov Nielsen har fået mundkurv på

Den nye direktør i Greenland Minerals, tidligere departementschef Jørn Skov Nielsen, må ikke udtale sig om sit overraskende jobskifte. Det oplyser John Mair, der som administrerende direktør har tegnet virksomheden udadtil i pressen i de seneste år.

Jørn Skov Nielsen må som nyudnævnt direktør i General Minerals ikke lade sig interviewe om sin beslutning for det nye job.

Da nyheden om Jørn Skov Nielsens ansættelse som direktør i det omstridte mineselskab Greenland Minerals blev offentligt kendt, har Sermitsiaq.AG forsøgt at få et interview for at få uddybet beslutningen. General Minerals kæmper for at få lov til at åbne en mine på Kvanefjeldet, der indeholder sjældne jordarter og som biprodukt uran.

Sermitsiaq.AG blev bedt om at sende spørgsmål på mails, og kun to af spørgsmålene bliver besvaret. Dog ikke af Jørn Skov Nielsen, som mailen var stilet til, men af den øverste topchef, administrerende direktør John Mair.

Generelt princip

- Det er et generelt princip for virksomheden, at den ikke deltager i en offentlig debat i relation til vores medarbejdere, fastslår John Mair i mailen.

På spørgsmålene, om hvornår Jørn Skov Nielsen blev kontaktet om direktørjobbet, og hvornår kontrakten blev indgået, lyder det faktuelle svar:

- Drøftelserne om et muligt samarbejde med Jørn Skov Nielsen blev indledt i juni 2020, og kontrakten blev indgået i slutningen af juni 2020, oplyser John Mair.

Tilbage i august meddelte Jørn Skov Nielsen, at han havde opsagt sin stilling. Han fratrådte officielt ved udgangen af maj, men sad i juni i formandens departement for at sikre, at den nye departementschef, Isak Nielsen Kleist, fik en ordentlig overdragelse.

Det ubesvarede

Sermitsiaq.AG var interesseret i at vide, hvordan Jørn Skov Nielsen har det med at gå fra et offentligt embede til en topstilling i det private erhvervsliv. Og ikke mindst hvordan han har det med at træde ind i et job for et mineselskab, der følelses- og holdningsmæssigt i den grad deler vandene i den grønlandske befolkning på grund af uran-udvindingen.

Powered by Labrador CMS