Torsdag, november 10, 2016 - 10:32

Jakob Larsen og GOG stopper samarbejdet efter denne sæson

Jakob Larsen har i de fem sæsoner i GOG altid været til rådighed for pressen
Foto: Knud Fl. Larsen
Fem år har Jakob Larsen stået i spidsen for GOG. Efter denne sæson er det slut
 

I en pressemeddelelse, som bliver udsendt i dag, skriver GOGs direktør Kasper Jørgensen blandt andet:

'Det har været en fantastisk rejse, som er gået fra 1. division til toppen af dansk håndbold og til bronzemedaljerne i sidste sæson. Rejsen ender efter denne sæson, hvor Jakob Larsen og GOG går hver til sit'.

'Tiden er gået godt og vi har nydt hvert et øjeblik. Fem år sammen er lang tid i håndboldverdenen. Tiden er blevet moden til, at begge parter får nye udfordringer og ny inspiration'.

Læs: Minik Dahl Høegh skifter klub

Vi skal slutte ordentligt af
I pressemeddelelsen fra GOG udtaler Jakob Larsen:

'Fem fantastiske år lakker mod enden. Jeg er utrolig stolt og beæret over det, som vi alle har udrettet siden konkursen i 2010. Alting har sin tid og efter 15 år i den gule trøje både på og udenfor banen, er det helt naturligt for mig at prøve noget nyt.'

'Vi skal selvfølgelig slutte ordentligt af og jeg ser frem til de kommende måneder, hvor vi alle vil arbejde benhårdt for at vinde så mange kampe, som overhovedet muligt.'

Læs: Akutaaneq Kreutzmanns nye klub er Ribe-Esbjerg HH

Det er lidt som et parforhold
Til Sermitsiaq.AG siger Jakob Larsen, at han endnu ikke ved, hvad der skal ske, når sæsonen er slut.

- Jeg føler det lidt som i et parforhold. Det skal jo også slutte, når gnisten er væk og Jakob Larsen fortsætter:

- Jeg skal tænke mig om i de kommende måneder. Heldigvis er det jo sådan, at når en dør bliver lukket, så er der altid nogle andre døre, der åbner sig, siger Jakob Larsen.

- Beslutningen om, at vi stopper samarbejdet efter sæsonen føles rigtig, når jeg mærker efter.

Den grønlandske æra synger på sidste vers i GOG
Sidste sæson var de fire i GOG. Minik Dahl Høegh, Akutaaneq Kreutzmann, Frank Mikkelsen og altså Jakob Larsen som træner. 

Minik Dahl Høegh og Akutaaneq Kreutzmann spiller i denne sæson i henholdsvis Århus Håndbold og Ribe Esbjerg HH. 

Læs også

Socialrådgiveruddannelsen
Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit