Skattefusk

Island udnævner ny statsminister efter skatteskandale

Islands minister for fiskeri og landbrug udnævnes ifølge Reuters som landets nye statsminister

Skatteskandalen har skabt politisk turbolens i Island. Foto fra Altinget
De to regeringspartier i Island er blevet enige om at udnævne Sigurdur Ingi Johannsson fra Framsóknarflokkurin (Fremskridtspartiet, red.) til ny statsminister.

Det oplyser nyhedsbureauet Reuters.

Medie: Islands to regeringspartier fortsætter sammen

Fortsætter koalitionen
Tidligere kom det frem, at landets to borgerlige regeringspartier, Framsóknarflokkurin og Sjálfstæðisflokkurinn (Selvstændighedspartiet, red.), har besluttet at fortsætte samarbejdet.

Valget er nu landet på Sigurdur Ingi Johannsson, der indtil nu har været minister for fiskeri og landbrug. Desuden er han næstformand i Framsóknarflokkurin.

Læs: Islands statsminister under mistanke i stor skattesag

Valg til efteråret
Lederen af oppositionspartiet Píratar (Piratpartiet, red.) i Island siger ifølge Reuters onsdag aften, at partiet er blevet enig med de to regeringspartier om at udskrive et valg, der skal afholdes i efteråret.

Islands regering har været i krise siden afgående statsminister Sigmundur David Gunnlaugssons navn er dukket op i de lækkede såkaldte Panamapapirer.

Papirerne viser, at han - ligesom mange andre - skulle have haft forbindelse til et advokatfirma i Panama, der hjælper med skatteunddragelse.

Læs: Utilfredse islændinge: Skattesky statsminister må gå af

Stort pres
Presset på Sigmundur David Gunnlaugsson har været enormt. Over 22.000 mennesker var tirsdag aften samlet foran det islandske parlament, Altinget, i Reykjavik for at kræve statsministerens afgang.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS