Snublesten
Ironbark kæmper med at finde investorer trods høje zinkpriser
Stigende priser på zink er - indtil videre - ikke kommer Ironbarks mineprojekt i Citronen Fjord til gode. Transporten udgør problemet.
Alle betingelser burde være tilstede for at åbne en ny zinkmine, men ind til videre har investorerne ikke fået øje på Ironbarks projekt i Citronen Fjord. Det skriver geolog Ole Christiansen i en analyse i Sermitsiaq.
- De fleste analytikere er enige om, at udsigterne for zinkprojekter er usædvanligt gunstige. Prisen på zink er siden januar 2016 steget 115 procent. Flere of flere zinkminer løber tør. Og der er ikke udsigt til, at udbuddet kan følge med efterspørgslen i en årrække. Men Ironbarks gigantiske mineprojekt i Citronen Fjord har vanskeligt ved at opnå opmærksomhed i et ellers positivt marked. Hvad er problemet? skriver Ole Christiansen.
Transporten er problemet
Zinkforekomsten i Citronen Fjord er en af verdens største endnu ikke brudte forekomster, og Ole Christiansen vurderer, at den for længst havde været åbnet, hvis den havde ligget et mere tilgængeligt sted som Sydafrika eller Australien.
- Men investorer tror ikke på projektet. Dette kan aflæses på selskabets aktiekurs. I løbet af de sidste fem år har aktien kunnet erhverves for otte australske cent plus-minus 50 procent, og den har ikke ændret sig, selvom selskabet disker op med den ene positive historie efter den anden, skriver han videre.
Det er spørgsmålet om, hvordan man får sejlet råstoffet derfra, der spænder ben for projektet.
- Det er indenfor logistikken, at skoen trykker for Ironbark. Isforhold og besejlingsmuligheder er helst ikke noget man snakker om. Man skal lede længe for at finde en smule information om mineprojektets største udfordring. I lønsomhedsstudiet af 2013 blev det skitseret, at udskibningen ville foregå med pramme trukket af isbrydende slæbebåde.
Skibe findes ikke
Denne plan er dog opdateret, så man nu planlægger at sejle med to isbrydende malmskibe, som skal sejle i konvoj. Det ene skal have isklasse 3 - problemet er, at det er der stor set ingen malmskibe der er.
- Scenen er sat. Minen skal serviceres af skibe, der efter al sandsynlighed endnu ikke er bygget. Når de er bygget, skal de forsyne minen med brændstof, kalk og andre forsyninger. Og returnere med 380.000 tons koncentrater.
Og de vil skulle sejle med en gennemsnitsfart på 10 knob - hvilket er lidt af en udfordring i strømmen af pakis, som de skal igennem.
Du kan læse hele Ole Christiansens analyse i det seneste nummer af Sermitsiaq: