ny dansk regering

Inuit Ataqatigiit: Optimistisk om nyt regeringsgrundlag

– Det er positivt den nye regering har taget aktiv stilling til Inuit Ataqatigiits ønsker om at starte det forfatningsforberedende arbejde i Grønland, siger Aaja Chemnitz Larsen

Aaja Chemintz Larsen, Lars Løkke Rasmussen
Aaja Chemnitz Larsen forventer indflydelse i det kommende samarbejde med den nye V-regering efter at have læst regeringsgrundlaget.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, fremlagde i dag den nye V-regerings grundlag.

Læs mere om rigsfællesskabet i det nye regeringsgrundlag

Inuit Ataqatigiits (IA) nye folketingsmedlem, Aaja Chemnitz Larsen, har den seneste uge deltaget i to møder med venstreformanden, hvor IA blandt andet er kommet med konkret input til det endelige regeringsgrundlag. Det fremgår af en pressemeddelelse, som IA i dag har udsendt.

Aaja Chemnitz Larsen ser i følge pressemeddelelsen optimistisk på et fremadrettet samarbejde med den nye V-regering.

– Det er positivt den nye regering har taget aktiv stilling til Inuit Ataqatigiits ønsker om at starte det forfatningsforberedende arbejde i Grønland og til at sikre en standard på danske ansvarsområder i Grønland, som svarer til standarden i Danmark. Dette er et skridt fremad, som jeg vil holde den nye regering op på, siger Aaja Chemnitz Larsen, men hun er ikke tilfreds med, at den nye regering i sagen om Pituffik viderefører den tidlige regerings fokus på, at amerikanernes tilstedeværelse skal komme Grønland til gavn ’i størst muligt omfang’.

– Det viser, at vi fra Grønland har et stort arbejde foran os med at få dette yderligere skærpet og trække på de gode takter, som Venstre for eksempel viste i Grønlandsudvalget og minde dem om vores gode samarbejde i sagen om Pituffik.

– Jeg ønsker den nye regering held og lykke med det kommende arbejde og glæder mig til samarbejdet fremadrettet. Jeg vil søge størst mulig indflydelse i de sager, hvor jeg kan sikre Grønlands interesser bedst muligt. Da der med denne regeringssammensætning er mulighed for et bredt samarbejde i Folketinget, ser jeg lyst på Inuit Ataqatigiits muligheder for indflydelse de kommende 4 år, siger Aaja Chemnitz Larsen i følge pressemeddelelsen.

Læs også om Aleqa Hammonds positive reaktion på den nye danske regering.

Læs i øvrigt weekendens Sermitsiaq, hvor Aaja Chemnitz Larsen fortæller, hvad hun arbejder på at få igennem i sit nye folketingsarbejde. I følge regeringsgrundlaget er der en del af Aaja Chemnitz Larsens ønsker, som allerede er med i regeringens arbejde.

Sermitsiaq bringer også interview med Aleqa Hammond om hendes arbejde i Folketinget de næse fire år.

Du kan købe avisen her

Powered by Labrador CMS