Trikiner

Inuili: Vi har selv spist kødet

Ansatte på Inuili har også spist kød fra den isbjørn, der blev serveret i sommer.

Der var dækket pænt op til gæsterne i Narsaq. Screendump fra Inuilis blog på nettet.

Personalet på levnedsmiddelskolen Inuili har selv spist af det omdiskuterede bjørnekød, som blev serveret på grillspyd for deltagerne på Inuit Ataqatigiits sommermøde i Narsaq.

- Da vi også selv har købt og nydt en del af bjørnekødet, som var til salg, er vi lettede over, at vi ikke har vist symptomer, og efter landslægens oplysninger er der ikke ingen grund til at foretage sig yderligere, udtaler forstander på skolen Poul Nørris Christensen til Sermitsiaq.AG.

LÆS: Bjørnekød uegnet som grillmad

Skole berørt
Før weekenden stod medlem af Inuit Ataqatigiits hovedbestyrelse, Bendt B. Kristiansen frem og fortalte, at han stadig har mén efter en trikin-forgiftning, som han selv mener, at han fik, efter at have spist grillet isbjørnekød på sommermødet i Narsaq.

Forstander på Inuili fremhæver, at skolens ansatte er meget berørte over alle involverede personers helbredssituation, og han håber, at alle vil komme sig hurtigt efter deres sygdom.

LÆS: Toppolitikere kan være forgiftede

Bekendt med tilberedning
Skolen er bekendt med de anvisninger, som Grønlands Ernæringsråd har udsendt angående tilberedning af blandt andet bjørnkød og kød fra hvalros.

- Som levnedsmiddelskole er vi selvfølgelig bekendte med tilberedningsmetoder – også hvad angår f.eks. isbjørnekød. Vi har i flere år serveret og nydt isbjørnekød, også på forskellige måder, understreger forstander Poul Nørris Christensen.

LÆS: Toppolitiker alvorligt syg af trikiner

Ingen forklaring
Han kan ikke forklare, hvorfor der er indberettet tre tilfælde af forgiftning med trikiner fra personer, der alle deltog i sommermødet i Narsaq.

- Jeg har umiddelbart ingen logisk forklaring på det, andet en vi har beslaglagt kødet til grundigere undersøgelse - og da vi selv først er blevet klar over sagen. Indtil videre afventer vi yderligere, oplyser forstanderen.

LÆS: Inuili: Ikke trikiner i vores kød

Gennemgår procedurer

For at forhindre lignende situationer er skolen i øjeblikket i gang med en større selvransagelse.

- Vi er i gang med at undersøge interne forhold og procedurer, vi hidtil har anvendt med henblik på forbedringer, fastslår Poul Nørris Christensen.

Powered by Labrador CMS