Barbering

Intimbarberede har flere kønssygdomme

Forskere: Langt flere seksuelt overførte sygdomme hos dem, der fjerner kønsbehåringen

Kondomer beskytter mod kønssygdomme.

Ny forskning afslører, at der er langt større risiko for, at personer uden kønsbehåring har kønssygdomme. Det skriver Videnskab.dk i dag.

Faktisk konstaterer forskerne, at blot én intimbarbering øger risikoen for kønssygdomme med 80 procent.

- Det var en overraskelse, at der skulle så lidt til for at se så tydelig en forskel, og det er ret alarmerende, udtaler gynækolog og lektor ved Dell Medical School i Austin, Texas, til Videnskab.dk.

Forskerne har opdelt de personer, der deltog i undersøgelsen i tre grupper; extreme groomers, der fjerner al kønsbehåringen mindst 11 gange årligt, high frequency groomers, der barberer sig jævnligt, men ikke nødvendigvis fjerner al behåring og low frequency groomers, som er resten.

Ud over at de såkaldte extreme groomers viste sig at have kønssygdomme fire gange så ofte som personer, der ikke fjerner behåring, så kom det også frem, at extreme groomers og high frequency groomers var yngre og havde flere sexpartnere om året end personer, som ikke intimbarberede sig.

Og det, mener andre forskere, kan være årsagen til den forhøjede risiko for sygdomme. Flere forskere udtaler til Videnskab.dk, at det amerikanske studie er mangelfuldt, fordi man ikke har spurgt til deltagernes brug af blandt andet kondomer, der beskytter mod flere seksuelt overførte sygdomme.

I alt deltog 14.000 personer i undersøgelsen og knap 1000 af de adspurgte havde på et eller andet tidspunkt i deres liv haft en af følgende kønssygdomme: Syfilis, herpes, HPV, gonore, klamydia, HIV, vandvorter eller fladlus.

Netop forekomsten af syfilis har igen spredt sig blandt unge efter at have været udryddet her i landet. Det skrev AG i sidste måned. Også klamydia og gonore rammer mange. Ifølge AG blev der i 2015 registreret ikke mindre end 3000 tilfælde af klamydia i befolkningen, mens 1500 er smittet med gonore.

De amerikanske forskere mener, at folk med intimbarbering skal opfordres til at beskytte sig bedre mod kønssygdomme.

»Vi tror, at intimbarbering er en proxy for seksuel aktivitet. Desuden er vores hypotese, at intimbarbering måske laver små skader i huden, som gør det nemmere for bakterier og virus at smitte. Extreme grooming eller fjernelse af alt kønsbehåring mindst 11 gange om året øger måske risikoen for de her rifter. Man skal måske til at overveje, om læger ikke bør tage en snak med patienterne omkring sikker sex, hvis de i deres praksis ser, at folk tydeligvis intimbarberer sig,« siger Charles Osterberg til Videnskab.dk.

Læs om undersøgelsen på Videnskab.dk

Powered by Labrador CMS