kræft

Ingen større kræftrisiko i Narsaq

Radonbelastningen i Narsaq er ikke så høj, at den giver flere kræfttilfælde end i resten af landet. Det skriver Agathe Fontain i et svar på et §37-spørgsmål.

Risikoen for at få kræft er ikke større i Narsaq end i resten af landet. Det skriver naalakkersuisoq for sundhed, Agathe Fontain (IA) i et svar på et §37-spørgsmål fra Jens Immanuelsen (S).

Hun har fået sit departement til at undersøge tallene fra 2005 til 2014 i Cancerregisteret for Grønland. Særligt har de kigget på lungekræft, da høje koncentrationer af radon øger risikoen for lige præcis denne kræftform. Det gælder især for rygere.

Ikke flere tilfælde af lungekræft
Tallene viser, at der årligt blandt 1.000 personer optræder 0,72 tilfælde af lungekræft i Narsaq. For Grønland som helhed er tallet 0,77. Kigger man på samtlige kræftformer, så ligger Narsaq på 3,56 tilfælde blandt 1.000 personer per år. På landsplan er det endda lidt flere, nemlig 4,40.

Agathe Fontain (IA) gør opmærksom på, at tallene skal tages med et gran salt, da antallet af tilfælde er meget lille, hvilket gør det statistiske materiale noget usikkert. Desuden kan personerne være flyttet fra Narsaq inden kræften ramte dem.

- Trods disse forbehold er der ikke noget der tyder på at der er øget risiko for at blive ramt af lungekræft eller kræft som helhed i Narsaq i forhold til resten af landet, skriver naalakkersuisoq for sundhed.

Forhøjet koncentration
Hun fastslår samtidigt, at koncentrationen af radon i husene i Narsaq er højt, men ikke alarmerende højt.

I 2005 blev koncentrationen målt til i gennemsnit at ligge på 172 Bq/m3. I de nordiske lande har man sat en grænseværdi på 100 Bq/m3, hvor man anbefaler bedre udluftning og tætning af revner i gulve og vægge, som radon kan sive op igennem. Først ved 200 Bq/m3 anbefaler man mere drastiske tiltagt.

- Den øgede risiko for at få kræft ved udsættelse for radon på det niveau der er i Narsaq, er ikke ret stor. Dette understøttes også af, at der ikke ses en større hyppighed af lungekræft i Narsaq sammenlignet med resten af landet, står der i svaret.

Smøgerne får skylden
Samtidig fastslår hun dog, at forekomsten af lungekræft i hele Grønland er meget høj sammenlignet med andre lande. Men her er det ikke radon, men derimod en anden dræber, der udpeges som den skyldige.

- Det er veldokumenteret, at det hovedsagelig skyldes et meget højt tobaksforbrug i landet.

Powered by Labrador CMS