Ingen prøveløsladelse til Abel
Landsretten fastholder at den syv-dobbelte drabsmand fra Narsaq fortsat skal sidde på ubestemt tid i Herstedvester.
Landsretten mener ikke at der er sikkerhed for at Abel Klemmensen er så langt i sin udvikling at han ikke vil begå samme form for kriminalitet, hvis han bliver prøveløsladt.
Landsretten mener heller ikke, at der kan sættes en tidsgrænse for hans fortsatte fængsling. Det betyder at Abel Klemmensen skal forblive i Herstedvester, hvor han har været anbragt de sidste næsten 20 år.
Narsaq Kredsret bestemte ellers i maj 2008, at Abel Klemmensen skal prøveløslades med en prøvetid på tre år.
Anklagemyndigheden ankede dog straks dommen til landsretten og fik altså medhold.
Gik amok i en blodrus
Mandag den 1. januar 1990 gik den dengang 18-årige Abel Klemmensen i Narsaq amok i en sand blodrus, i et par klubværelser i Ungbo.
Abel Klemmensen var under en fest kommet op at skændes med en jævnaldrende, som han betegnede som sin bedste ven. Vennen havde taget parti for en pige, som Abel Klemmensen havde set sig gal på.
Han følte sig svigtet af sin bedste ven, og besluttede at myrde alle festdeltagerne, som straf for deres ”forræderi”, hvorefter han ville begå selvmord.
Han gik hjem til sine forældres hus og hentede en halvautomatisk riffel, som han havde gemt på sit værelse, og gik tilbage til Ungbo.
Her gik han ind i to værelser på 1. sal og skød først fem og derefter to af sine kammerater. En ung mand slap med livet i behold fordihan lå og sov på gulvet. På vej ned af trappen til stuen mødte Abel Klemmensen endnu en pige, som han også skød på klos hold. I alt var der blevet affyret 11 skud.
Efter drabene ville han begå selvmord, men modet svigtede ham, og i stedet gik han hjem og lagde sig til at sove.
Det ottende offer var drabsmandens 22-årige bror, som var blevet skudt gennem kinden. Da han kom til sig selv, var han løbet ned til sygehuset og havde tilkaldt politiet.
Abel Klemmensen tilstod overfor politiet, at han var fuld i gerningsøjeblikket, men ikke mere fuld end, at hele hændelsesforløbet står knivskarpt i hans hukommelse.
De dræbte var 18-årige Kathrine Broberg, 29-årige Bibiane Kristiansen, 18-årige Jakob Grønvold, 19-årige Tove Isaksen, 26-årige Paarnannguaq Godtfredsen, 33-årige Egede Tittusen og 34-årige Henrik Barnabassen.