slædehunde
Ingen hundekød i butikken foreløbig
Der er hindringer for start af produktion af hundekød til hjemmemarkedet
Der er stadig lang udsigt til, at hundekød kommer på køledisken i grønlandske butikker. Det er blandt andet en række hundesygdomme og veterinære regler, der forhindrer start af produktion af hundekød inden for den nærmeste fremtid.
Læs: Slædekørere: Hellere hundekød end lam
Seminaret om slædehunde i Ilulissat fortsatte onsdag, hvor dyrlæge Sanne Wenneberg fremlagde problemstillinger med fødevareproduktion af hundekød.
Farligt kød
Slædehunde kan have en række sygdomme, som kan være farlige for mennesker. Det er blandt andet trikiner og rabies, som kan have alvorlige konsekvenser for helbredet.
Læs: Kamp for slædehundens eksistens
En egentlig produktion af hundekød kan heller ikke begynde, før der kan sikres veterinærkontrol, der kan siddestilles med veterinærkontrollen ved produktion af lammekød.
- Vi havde egentlig heller ikke tænkt på at producere hundekød i tonsvis til udlandet. Det var tanken at producere kødet til kunder, der i forvejen er vant til at spise hundekød. Men nu har vi hørt, hvilke hindringer der er for produktion af hundekød, siger formanden for slædekørernes sammenslutning KNQK, Mikkel Jeremiassen, til Sermitsiaq.AG.
Antallet af slædehunde falder drastisk. Der bliver derfor afholdt et seminar om slædehunde, der slutter torsdag. Ideen om produktion af hundekød er opstået for at bevare slædehunden.
- Vi kan ikke gøre noget ved klimaændringer, der gør, at vi bruger hundeslæden i mindre omfang. Men det bliver meget interessant at høre andre ideer til, hvordan vi kan bevare slædehunden via tiltag, som vi selv har indflydelse på, siger Mikkel Jeremiassen.
Forskellige arbejdsgrupper fremlægger deres konklusioner og anbefalinger som afslutning på seminaret, der bliver holdt på Hotel Arctic i Ilulissat.